Når man kaster et blik på, hvilke unge der vælger at læse en universitetsuddannelse i Danmark, kan man populært sagt godt tale om, at den sociale arv slår igennem i forhold til de unges uddannelsesvalg, selvom udtrykket social arv egentlig ikke er særlig hensigtsmæssigt.

Det er mere korrekt at tale om, at unge fra bestemte sociale baggrunde har forskellige chancer for at læse på universitetet. For det er ikke sådan, at der udelukkende er studerende med akademikerforældre inden for universiteternes mure. Men børn af akademikerforældre har dog stadig langt større chancer for at læse en lang videregående uddannelse end børn af ufaglærte forældre. Mere overraskende er det måske, at der er markante forskelle i de studerendes sociale profiler, når vi skelner mellem forskellige universitetsuddannelser og uddannelsesinstitutioner.

Der, hvor ulighederne i chancer mellem børn af akademikere og børn af ufaglærte er størst, er på eliteuddannelserne. De uddannelser, der er stærkt adgangsbegrænsede, og hvor de studerende oftest kommer fra akademikerhjem med betydelige sociale, kulturelle og økonomiske ressourcer (Thomsen 2008). Det drejer sig om uddannelser, oftest på Københavns Universitet, som retter sig mod professionsorienterede, offentlige og kulturelle erhverv, som eksempelvis læge-, statskundskabs-, litteraturvidenskabsstudiet, samt arkitekt-, og musikkonservatorieuddannelserne.

Til gengæld rekrutterer de nye universitetsinstitutioner uden for København og Aarhus langt bredere. Det gælder fx de forskellige handelshøjskoleuddannelser og ingeniørstudiet på Aalborg Universitet. Her er adgangskravene lavere, og her er ulighederne i chancer mellem børn af akademikere og børn af ufaglærte væsentlig mindre. Betragter man universitetsuddannelserne som et landkort, kan man samlet set tale om en institutionel, faglig og sociogeografisk differentiering (Thomsen 2008):

• Studerende fra den øvre kulturelle middelklasse vælger overvejende kunstneriske, humanistisk og bløde samfundsfaglige uddannelser med høje adgangskrav.
• Studerende fra den øvre økonomiske middelklasse vælger overvejende naturvidenskabelige, lægevidenskabelige, og hårde samfundsvidenskabelige fag med høje adgangskrav.
• Studerende fra mindre privilegerede klasser vælger erhvervssproglige uddannelser og uddannelser på nyere universiteter, som kræver et mindre eller intet bestemt karaktergennemsnit for at komme ind. 

Grunden til, at de unge fordeler sig så socialt forskelligt på uddannelserne, er, at de studerende er disponerede forskelligt. De har forskellige overvejelser om uddannelsesvalg, forskellige studiestrategier, og de mestrer følgelig også uddannelseskulturerne forskelligt.

Generelt kan man sige, at unge fra uddannelsesfremmede hjem, det vil sige, hvor forældrene ikke har gennemført en uddannelse ud over grundskolen, i højere grad orienterer sig mod uddannelser, hvor det ikke ligger i uddannelseskulturen, at man skal investere hele sit liv i uddannelsen. Samt hvor der er et klart fagligt indhold og konkrete og tydelige beskæftigelsesmuligheder senere hen - som det fx er tilfældet for mange handelshøjskolestuderende.

Disse studerende vil typisk have relativt instrumentelle uddannelsesstrategier, hvor man tidligt orienterer sig mod det arbejdsliv, som er formålet med uddannelsen. Denne tilgang er også tydeligt for de etniske minoritetsstuderendes vedkommende. De vælger altovervejende ikke-kulturbundne, meget rammesatte og professionsorienterede uddannelser, der giver status og som kan bruges internationalt.

På eliteuddannelserne er der længst mellem de studerende fra uddannelsesfremmede hjem. Dette skyldes grundlæggende en kombination af, at de unge her ikke har de fornødne karaktergennemsnit, at de har svært ved at se formålet med uddannelsen, og at de har svært ved at gennemskue uddannelseskulturen. Her har akademikerbørn omvendt en mængde helt konkrete hjemmebanefordele, fordi de i socialiseringen er blevet udstyret med de referencerammer og trænet i at mestre det sprog og de koder, der er nødvendige for at kunne gennemføre uddannelsen succesfuldt.

Eliteuddannelserne er ofte i særlig grad præget af en række antagelser om og forventninger til, hvad en god studerende er på netop den uddannelse. Det er typisk en studerende, der har den samme habitus som undervisere og medstuderende (Bourdieu 1996). Mere konkret kan man tale om, at uddannelserne oftest er kendetegnet ved at have et særligt fagligt ethos, som man forbinder til uddannelsens væsen. Dette ethos kan være svært at skille ad fra den usynlige pædagogik, som præger mange af disse uddannelser, hvor kriterierne for det faglige indhold og for måden at være studerende på er uklare og svært afkodelige (Bernstein 2001).

På sådanne uddannelser er det netop også en central dyd at kunne gå ud over pensum og demonstrere originalitet og personlig tilegnelse af faget. Endvidere er det en del af uddannelseskulturen, at studenteridentiteten rækker langt ind i fritidslivet, som ses som en integreret del af studiet. De studerende fylder derfor fritiden med aktiviteter, som de i mere eller mindre formidlet forstand kan forbinde til uddannelsen. Tilsvarende vil det ligge i stedets kultur, at man ser ud på bestemte måder og har bestemte attituder i forhold til politiske, kulturelle eller sociale spørgsmål.

For andre socialt snævert rekrutterende uddannelser: de stærkt selvrekrutterende og professionsorienterede uddannelser, som fx læge- og arkitektstudiet, gælder det, at professionen er en meget stor del af forældrenes identitet og følgelig har en central plads i familielivet. Her vil barnet være særlig disponeret for at foretage det samme uddannelsesvalg som forældrene. Desuden vil barnet vide, hvor meget studiet og arbejdet kommer til at fylde i livet, og det vil derfor kort sagt være særligt forberedt til at mestre uddannelsen.

Hvis man skal søge at identificere muligheder for at ændre den sociale sammensætning af studerende på uddannelserne i almindelighed og eliteuddannelserne i særdeleshed, kan et udgangspunkt være at gøre optagelsessystemet mere fleksibelt. Konkret kan det ske ved at gøre det muligt at forbedre sin adgangsgivende eksamen, eller ved at optage en større andel af studerende på baggrund af alternative kvalifikationer til karaktergennemsnittet, fx ved optagelsessamtaler.

Samtidig er der grund til at se kritisk på gymnasieuddannelserne. Også her kan undervisningen være præget af nogle af de samme uhensigtsmæssigheder, som jeg har beskrevet. Ny forskning peger på at sproget i gymnasieskolen kan være svært afkodeligt og dermed ekskluderende for børn, hvis forældre ikke selv har gået i gymnasiet (Ulriksen, m.fl. 2008). Her kan gymnasiereformen med sin tidlige fagspecialisering i kombination med de specifikke adgangskrav på de videregående uddannelser have en negativ effekt på unge fra uddannelsesfremmede hjems tilbøjelighed til at vælge en videregående uddannelse.

På vejledersiden er man som uddannelsesvejleder fanget i et krydspres mellem vejledningsetiske retningslinjer og politiske ønsker om benchmarking, hvor vejlederne skal balancere mellem at varetage de uddannelsessøgendes interesser og kanalisere de unge ud på forskellige uddannelser. Her må der først og fremmest advares mod at betragte vejledningen som et teknisk fix, hvor uddannelsesvalget belejligt reduceres til et individuelt valg- og vejledningsproblem, selvom forudsætninger for at træffe dette valg, som beskrevet, afhænger af en række mere grundlæggende samfundsmæssige og strukturelt betingede uligheder.

Omvendt er det også problematisk, hvis nogle unge dømmer sig selv ude på forhånd, eller hvis vejlederne mere eller mindre uforvarende henviser unge med uddannelsesfremmede baggrunde til bestemte uddannelser, som de mener, de unge kan overkomme. Vejlederen er stadig bedst tjent med at tage udgangspunkt i den uddannelsessøgendes interesser, og forsøge at høre hvad de unge egentlig siger. Det kan her lige så vel dreje sig om, at unge fra uddannelsesfremmede hjem vil være bedst tjent med en videregående uddannelse, som at unge fra akademikerhjem vil være bedst tjent med en mere praktisk orienteret uddannelse.

Som indslusnings- og gennemførselsvejleder er det her nødvendigt at have et nuanceret blik for, at unge uddannelsessøgende ikke nødvendigvis passer ind i en stereotyp skabelon om den typiske unge uddannelsessøgende, men har mange forskellige uddannelsesstrategier. Denne opmærksomhed fra vejlederside må samtidig gå hånd i hånd med, at den enkelte uddannelse eller uddannelsesinstitution har et aktivt ønske om at ændre den sociale profil på uddannelserne. Herunder et ønske om at klargøre og reflektere over uhensigtsmæssigheder i institutions- og uddannelseskulturer, som måske uforvarende skaber nogle barrierer for visse studerende. I gennemførselsvejledningen kan uddannelsesinstitutionernes vejledere måske i højere grad fungere som coaches for de studerende, som ikke automatisk færdes hjemmevandt på uddannelsen, og dermed også formidle viden om, hvilke barrierer de unge oplever opad i systemet.