Oprindelig var e-læring et veldefineret begreb: Et digitalt læremiddel, der blev anvendt på en bestemt måde. Her sad den lærende alene med en pc, og arbejdede med et emne, som derefter blev testet. Både undervisning og test var baseret på multiple-choice, og disse læremidler egnede sig til træning af færdigheder inden for bestemte fagområder. Denne form for e-læring er stadig i brug og indgår bl.a. i de nationale test i folkeskolen. Designet hviler på grundantagelsen om, at det er muligt at spørge så entydigt, at den lærende ikke misforstår spørgsmålet, samt at alle spørgsmål har ét og kun ét korrekt svar. Til undervisningsbrug kan programmerne give en forudbestemt feedback på de valg, som den lærende foretager, samt tilbyde alternative opgaver, hvis der svares forkert. Samtidig kan testresultaterne, under forudsætning af at grundantagelsen holder, benyttes af underviserne til at vurdere de lærendes kunnen og dermed identificere vejledningsbehovet.
Når e'et forsvinder
Af Karin Tweddell Levinsen
Lektor, PhD, Institut for Didaktik, Danmarks Pædagogiske Universitetskole, (DPU), Aarhus Universitet, 2010
E-læring er digitale læremidler og læringsplatforme
Efterhånden omfatter e-læring også variationer af digitale læremidler, fx simulationer, spil, konstruktionsværktøjer og samarbejdsværktøjer som fx Learning Management Systemer (LMS). Begrebet dækker således både læremidler og læringsplatforme. Samtidig har teknologien udviklet sig, så vi både kan være mobile og arbejde sammen online.
Til forskel fra den oprindelige e-læring lægger de nye teknologier op til samarbejde, projektarbejde og udforskning af emner. Vejledning kan i denne sammenhæng derfor ikke varetages som ved de testbaserede programmer, fordi det stiller krav om dialog og iagttagelse. Som ved projektarbejde bliver underviserens rolle at være coach og facilitator, og når it inddrages i tilstedeværelsesundervisning, bliver forskellen markant i forhold til de tidligere former for e-læring.
Fjernundervisning stiller også nye krav til vejledningen. De oftest anvendte LMS er baseret på skriftlighed, og der er efterhånden udviklet robuste rammer for, hvordan man udfører skriftlig vejledning og dialog i diskussionsfora, blogs og wikis. Selvom undervisningen er kollaborativ og dermed elevcentreret, har underviseren stadig kontrollen og sætter rammer og regler i overensstemmelse med studieordninger og læringsmål.
(E-)læring er noget, man gør
Med Web 2.0 kan man nærmest tale om en eksplosion af didaktiske muligheder, hvoraf mange er gratis. Nu behøver undervisere ikke mere at være fastlåst på brugen af designede læremidler. Underviserne kan selv være didaktiske designere af læringsaktiviteter og ad hoc didaktisere egnede Web 2.0 tilbud som læremidler. Undervisere kan også ad hoc konstruere online læringsmiljøer bestående af sociale netværk og kommunikationsplatforme. Sådanne ad hoc konstruerede miljøer kan håndtere mange modaliteter, som de traditionelle og skriftbundne LMS ikke kan tilbyde, og de kan støtte både færdighedstræning og udforskende kollaborative aktiviteter.
Men det er ikke kun undervisere og institutioner, der kan vælge ad hoc, og dermed have kontrol over de digitale ressourcer. Web 2.0, trådløst net og mobilteknologi tilbyder de lærende reelle alternativer til de skriftbundne og ofte ufleksible LMS-omgivelser. De lærende kan selv vælge, hvor og hvordan de vil arbejde. Alene eller sammen og uden at underviserne kan kontrollere valget. På denne måde bliver de studerende didaktiske designere af egne læringsrum, der giver muligheder for, at de kan trække på deres hverdagspraksis og uformelle læringsstrategier i forhold til it og bruge dem inden for rammerne af en formel uddannelsesaktivitet.
På denne måde bliver e-læring og -vejledning til noget, man gør, når man som underviser eller vejleder aktivt integrerer it i sin praksis, og når man som lærende didaktisk designer sit eget læringsrum. Når e-læring er noget, man gør, bliver e'et overflødigt, men det forsvundne e forandrer ikke den konkrete udfordring, som undervisere og vejledere møder i deres praksis.
I denne nye og konstant foranderlige digitale omverden har vi endnu ikke udviklet rammer for, hvad vejledning vil sige, eller hvordan den skal foretages. Derimod er det muligt at udpege en række af de udfordringer, der kan tages op for at gå ind i problemstillingen.
Udfordringer for undervisning og vejledning i Web 2.0 - æraen
Med de seneste års spredning og udvikling inden for mobilteknologi, sociale netværk og Web 2.0 har it forandret sig radikalt. Indtil for få år siden kunne vi tænke på it alene, som et redskab der bruges til noget. I dag er it noget vi lever med og i. It er blevet en allestedsnærværende og delvis usynlig grundbetingelse i samfundet (Castells 2000) og har betydning for, om en borger bliver fungerende og bidragende i fremtidens samfund.
Der skelnes mellem computer literacy, der betegner færdigheder i at betjene teknologien, og digital literacy, som betegner dannelseskompetencer i forhold til at leve med teknologien (Martin 2006). En række af de kompetencer, der er udpeget som nødvendige for fremtidens borgere (Dansk Folkeoplysnings Samråd 2009), besiddes ikke af personer, der har tilegnet sig it i voksenlivet, og det stiller store krav til undervisernes og vejledernes kompetenceudvikling (Levinsen 2007; EVA 2009; Sørensen, Audon & Levinsen 2010).
Helt banalt men ikke desto mindre meget væsentligt er, at de netbaserede platforme og læremidler, vi kan vælge ad hoc, er flygtige og ustabile forekomster på nettet. Vi kan ikke regne med, at de ressourcer, vi har valgt i dag, ser ud eller fungerer på samme måde i morgen. Tilsvarende kan vi ikke regne med, at de processer og produkter vi selv udfører i rollerne som producenter af materiale og som samarbejdspartnere, vil være tilgængelige i al fremtid, ikke engang den nære fremtid.
Ofte vil produkterne på disse platforme være baseret på cloud-computing. Med cloud-computing skabes alt og forbliver på nettet, og det er derfor ikke muligt at lave backup kopier af sit arbejde andetsteds. Det er altså ikke uden risiko at basere længerevarende forløb på potentielt ustabile platforme og ressourcer.
Udviklingen går så hurtigt, at der er nu kan iagttages markante forskelle på, hvordan årgange lever med og bruger it i hverdagen (Rattleff & Tønnesen 2008). Ofte ved de unge mere om teknologiernes funktionsmuligheder, computer literacy, og bruger dem på måder, som de lidt ældre undervisere og vejledere ikke nødvendigvis forstår eller tager til sig. Samtidig er de svage i forhold til dannelsesaspektet, digital literacy (Sørensen, Audon & Levinsen 2010; Gynther 2010).
Denne ændring betyder, at undervisere og vejledere må lære af deres elever og studerende for at tilegne sig de forudsætninger, der gør det muligt at vejlede de nye årgange. Her er der en stor udfordring i at kunne balancere mellem den ansvarlige underviser- eller vejlederrolle og i at kunne tage imod læring fra sine studerende eller elever.
Mange unge har efterhånden udviklet en instant kultur, hvor de er koblet på net eller mobil hele døgnet og forventer at få hurtig respons på henvendelser. Så længe vejlederne og underviserne ikke selv lever i en instant kultur, vil denne forskel kræve forhandling og rammesætning for at balancere vejledningsbehov og -udbud.
Brugen af de hurtige kommunikationskanaler som SMS og chat kan være en fordel, men samtidig ændrer brugen af fx SMS på det skriftsproglige udtryk. Her ligger udfordringen i, at vejlederne og underviserne ofte ikke har samme SMS-sprog som de unge. Vejledere og undervisere kan derfor have svært ved at forstå sproget og skelne mellem overfladisk SMS-sprog og et komprimeret, men samtidig komplekst SMS-sprog.
En konsekvens af det åbne Web 2.0 er, at vejledere og undervisere ikke længere har kontrol over, hvor de vejledningssøgende eller studerende er henne, når de arbejder. De vejledningssøgende og studerende vil stadig have behov for procesorienteret formativ vejledning, men under de nye præmisser bliver det vanskeligt at etablere det uformelle møde under arbejdet, hvor den formative vejledning er mulig. Derfor skal der udvikles rammer for, hvordan unge og vejledere og undervisere kan mødes i den digitale verden.
Referencer
Castells (2000). "Materials for an exploratory theory of the network society" i British Journal of Sociology, Vol. 51, Issue No. 1, pp 5-24.
Dansk Folkeoplysnings Samråd (2009). Nøglekompetencer
EVA (2009). It i skolen - Undersøgelse af erfaringer og perspektiver, Danmarks Evalueringsinstitut
Gynther (2010). Didaktik 2.0. Akademisk Forlag
Levinsen (2007). "Watch out - the Power Users are coming" i The Electronic Journal of e-Learning. Volume 5. Issue 1, pp 79 - 86
Martin (2006). "A European framework for digital literacy" i Digital Kompetanse, nr. 2, pp 151-161
Rattleff & Tønnesen (2008). Børn og unges brug af internettet i fritiden. Medierådet for Børn og Unge.
Sørensen, Audon & Levinsen (2010). Skole 2.0. Klim