Vores udgangspunkt var, at skal man forbedre situationen for de unge og for udkanterne, må man lytte til de unge, der bor der. Vi interviewede omkring 75 unge mennesker fra Bagenkop over udkantsområder på Fyn til Tønder og op langs den jydske vestkyst. De unge kom fra mere end 60 lokaliteter. Vi talte med unge fra folkeskolens ældste klasser, efterskolerne, de gymnasiale uddannelser og enkelte unge på erhvervsuddannelserne. Kun et fåtal af vore interviewpersoner havde forældre med en lang videregående uddannelse.

At gå ind i en gymnasial ungdomsuddannelse er for nogle udkantsunge forbundet med en smertefuld oplevelse af at stå i to kulturer, hvis de dermed har foretaget et brud med lokalområdets erhvervstradition. En pige på gymnasiet fortæller fx, at hun oplever at skulle være to personer. Én på skolen i byen og én derhjemme på gården. Det er helt forskellige emner og interesser, der er på spil i de to miljøer, fortæller hun. Udkantsunge kæmper, som andre med uddannelsesfremmed baggrund, med at forstå, hvad de gymnasiale uddannelser egentlig går ud på (Ulriksen m.fl. 2009).

Udkantsunge har på papiret de samme valgmuligheder som andre, men de har flere konkrete barrierer at kæmpe med. Mie fra en landmandsfamilie på Sydfyn siger det ganske rammende:

"Man skal have en god psyke, når man er fra landet. Man skal i hvert tilfælde have viljestyrke for at ville uddannelse". Mie er den første i familien, der tager en gymnasial uddannelse, og hun må bruge flere timer hver dag for at komme til og fra handelsgymnasiet i Odense. Mie har været heldig og fået mental opbakning med hjemmefra og fra det friskole- og efterskolemiljø, hun har været i.

Her er vi ved den første afgørende konklusion: De ydre fysiske barrierer og indre mentale barrierer hos udkantsunge må overvindes ved, at de medbringer eller får ekstra styrke. Men hvor får de unge den ballast fra, hvis baggrundsmiljøet ikke er stærkt? Man kan måske tvivle på, at Rikke i det indledende citat har megen styrke med hjemmefra. Men i så fald må andre ind og etablere den ballast gennem råd, rollemodeller og vejledning.

Nogle gymnasier arbejder på at overvinde elever med uddannelsesfremmed baggrunds problemer med at finde sig til rettet og på at socialisere de unge ind i den gymnasiale kultur. Men problemet er, at mange, ikke mindst en del drenge, slet ikke kommer dertil.

Vores projekt viser, at de unge mere eller mindre kan grupperes i fire kategorier: Selvbyggerne, nomaderne, opdagere og endelig hjemmefødningene.

Fælles for de fire grupper er, at de er optaget af at styre selv, som de selv udtrykte det. Mange unge, mest drenge, er alvorligt trætte af skolemiljøer, af bøger og ikke mindst af lektier. De vil ud og tjene "voksenpenge" som selvbyggere. Nomaderne vil gerne rejse langt væk, men senere vende tilbage til hjemegnen, mens hjemmefødningene fortsat vil bosætte sig der, hvor familien altid har boet. Det gælder fiskerdrengen, tømrerlærlingen og drengen med landbrugsinteresser.

Fædrene inspirerede i mange tilfælde drengene til at følge i deres erhvervsmønster. Mødrene var generelt mere uddannelsesinteresserede end fædrene og inspirerede både pigerne og drengene. En gymnasiedreng fra Marstal fortæller om seks familiemedlemmer, der er kaptajner. Han ved ikke, om han vil ende der, men hans mor har tilskyndet ham til at komme i det almene gymnasium og få indsigt i de mange uddannelsesmuligheder og så vælge senere. Drengen fra den resursestærke familie har lært at foretage aktive valg.

Valget af ungdomsuddannelse er også at påtage sig en bestemt identitet. Hvis baggrundsmiljøets værdisæt peger i retningen af, at noget arbejde er mere rigtigt arbejde end andet, så overvejer den unge måske ikke alternativer, men går som hjemmefødningene i faderens fodspor.

Udkanterne fremviser ikke altid så stor diversitet i erhverv og job, og de unge har derfor ikke som en selvfølge kulturel og social kapital fået en nuanceret indsigt i, hvad det moderne samfund kan tilbyde af uddannelsesmuligheder. Oven i købet tvivler nogle unge på, at længere uddannelse kan betale sig, og til tider oplever de mange af uddannelsesmulighederne som uddannelsestvang. En del drenge ser mest frem til de hurtige penge og det gode materielle liv.

Vi ser to kategorier af indsatsområder. Den første kategori drejer sig om konkrete og kontante tiltag, og den anden drejer sig om uddannelserne indhold.

Det mere konkrete drejer sig om at forbedre transportforhold, økonomi, uddannelsernes prestige og vejledningen. Det vil sige hjælp til at overvinde de fysiske barrierer. Det drejer sig altså her om at gøre de unge lydhøre over for, hvordan deres evner måske kunne udnyttes bedre eller i det mindste bedst muligt. Men det er helt afgørende, at de unge skal kunne bringes til at se fordelen ved en længere uddannelse, også økonomisk og i forhold til fremtidige arbejdsopgaver.

Men også indholdet og læringsformerne på specielt de gymnasiale uddannelserne kan måske justeres, så de virker mere tiltrækkende på unge fra udkanterne. Det legitime i selv at finde på, som udkantsunge efterspørger, er innovationslæring, der kunne udnyttes. Fremvisninger og brugbare produkter giver stolthed, mener mange udkantsunge.

• Kunne man gøre elevopgaver og produkter mere anvendelsesorienterede i den virkelige verden, så de ikke kun blev værdsat i skolen i form af bedømmelse eller karakter?
• Kunne en større del af undervisningen foregå uden for skolens mure?
• Kunne man i højere grad samarbejde med det lokale erhvervsliv eller invitere erhvervslivets folk ind i skolen?
• Kunne de gymnasiale fag vende op og ned på progressionen i fagene, så det praktiske og konkrete fik større vægt i begyndelsen, og det teoretiske og mere boglige kom til sidst i forløbene?
• Kunne man generelt tænke skole på nye måder?

Udkantsunges fortællinger giver mange signaler om, hvad de unge bryder sig om og ikke bryder sig om, men de giver også et indblik i, hvilke ressourcer de unge besidder. Hvis der imidlertid er kollision mellem den unges forestillinger om en bestemt uddannelse og hans eller hendes ønsker for det gode liv, bliver de latente resurser ikke gjort aktive.

Det afgørende er derfor, at de unges forestillinger om uddannelserne erstattes af viden om disse. Det er vigtigt, at de unge indser, at de ikke nødvendigvis skal se frem til ti år på en skolebænk med en SU-indtægt, men at der er afstignings- og påstigningsmuligheder i mange uddannelser hen ad vejen. Måske skulle flere videregående uddannelser overveje, at hver fase i en uddannelse er både en fuld erhvervskompetencegivende uddannelse og trædesten for næste overbygningsuddannelse.