Overgangen fra folkeskolen til gymnasiet er karakteriseret ved, at eleven med et slag skal stå på egne ben. Forældrene og det tætte forhold til folkeskolelæreren dekobles og erstattes af et kammeratskab med jævnaldrende, som selv har sluppet deres tøjler, og som naturligvis ikke har samme pædagogiske og didaktiske relation til kammeraten, som forældrene og som folkeskolelæreren har.
For mange elever er det som at blive sat på cyklen for første gang, uden at mor eller far løber ved siden af, håndholder og sikrer, at man ikke vælter. Ingen har deres forældre med i skole første dag i 1.g, som den gang de mødte første dag i 1. klasse, og pokker skulle da også stå i det, hvis man som ung ikke var nået længere. Skiftet til gymnasiet ses af mange unge som det tidspunkt, hvor man går fra at være de store i folkeskolen til at blive integreret blandt de selvstændige unge i gymnasiet: Her har mor og far ingen plads. Nu gælder det om at stå på egne ben og blive en del af gruppen.
Af gode grunde har folkeskolelæreren sluppet grebet. Men det gælder også en meget stor del af forældrene. "Det er måske også på tide, at NN kommer til at stå på egne ben", hører man næsten forældrene sige. De tænker, at gymnasiet nok tager over. Det gør vi også til en vis grad, og for 80 procent af eleverne og deres forældre sker det gnidningsfrit, men for de ca. 20 procent gør det ikke. Og den i gymnasiet traditionelt ringe kontakt mellem den enkelte lærer og elev gør, at der ofte går lang tid, inden vi opdager det.