vejlederrolle og vejledningsmetode
Videnscenter artikel

Fastholdelse i et bredt samarbejde med DialogForumTeam

Hvordan kan et rum med faglig og tværfaglig sparring i fællesskaber have betydning for, om fastholdelsestiltag for elever på erhvervsuddannelserne virker? Det giver DialogForumTeam (DFT) på Selandia et bud på. Artiklen er skrevet i 2012 (red.).

Af Janne Risager Jensen
Psykolog, Selandia - Center for Erhvervsrettet Uddannelse, 2012

DialogForumTeam, DFT, bygger på anerkendende kommunikation og systemisk, narrativ tænkning. Med dette afsæt udvikler de professionelle omkring de unge på tværs af faggrænser kvalificeret, sammenhængende hjælp og udvikling til både uddannelses- og erhvervsvejlederne og ikke mindst til de elever, der har brug for særlig støtte i deres uddannelsesforløb. I DFT deltager både vejledere og en psykolog fra Selandia og eksterne repræsentanter fra kommunen og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU).

Fold alle afsnit ud

Hvad er DialogForumTeam?

DFT startede i januar 2010 som en del af et projekt, der havde fokus på metodeudvikling til hjælp og fastholdelse af unge med psykiske problemer på erhvervsuddannelserne. I projektet havde vi fokus på de unge, der er havnet i vanskeligheder, i stedet for at se dem som unge med iboende psykiske problemer. Vi skabte derfor et rum, hvor vi mere visionært kunne tænke og skabe udviklingsprocesser til gavn for både elever og ansatte.

Nuancerede beskrivelser

Kvalificeret hjælp kræver nuancerede beskrivelser, og "den ekstra tid er givet godt ud," siger en vejleder.

"Vi vidste jo egentlig godt, at en ensidig beskrivelse af vanskelighederne hos eleverne ikke bidrog til, at elevernes vanskeligheder hurtigere blev afdækket og afhjulpet. Så vi havde brug for DFT, selv om det i starten var både svært og irriterende, for at kunne optimere indsatsen for de unge og for ikke selv i den travle hverdag at komme til at gribe til hurtige løsninger, som på sigt måske ikke hjalp på så meget andet end vores egen samvittighed." Sådan beskriver en af vejlederne arbejdet i DFT.

Andre kommentarer lyder: "Her har vi muligheden for et tværfagligt læringsrum, hvilket jeg har valgt at prioritere som en del af min vejledningstid, da jeg har opdaget, at tiden er givet godt ud, fordi overførselsværdien til andre problemstillinger er stor. På den lange bane kommer vi til at gøre vores arbejde mere kvalificeret, både til gavn for eleverne og for vores egen glæde i arbejdet."

I DFT er vi stærkt fokuserede på, at de sårbare unge ikke skal ind om for mange instanser. Derfor har det været vigtigt at fastholde uddannelses- og erhvervsvejlederen som primær tovholder for den unge. Den tryghedsskabende funktion, som vejlederen har, er helt uvurderlig for den unge. De unge er trygge, når vejlederen foreslår at fremlægge problemstillingen, som de unge slås med, i DFT, så de kan få mere kvalificeret hjælp på sigt.

Metodeovervejelser bag DFT

Omdrejningspunktet i DFT er anerkendende kommunikation i en systemisk, narrativ ramme, der tager elevernes oplevelser af forhold i verden for pålydende. I narrativ praksis ser deltagerne på de fortællinger og narrativer, som kulturen tilbyder den enkelte.

I DFT prøver vi at se nærmere på disse narrativer, så de vanskeligheder, de unge og vejlederne oplever omkring frafaldstruede elever, ikke kun bliver til: "Hvordan løser vi de vanskeligheder, der er med den unge?" Vi øver os med andre ord i ikke kun at se på det beskrevne eller observerede problem, som at der er noget galt med personen, men prøver at se på, hvad mange forskellige øjne, ikke mindst den unges egne øjne, kan være med til at skabe af nye steder at se problemet fra. Måske opdager vi nye steder at stå med det, der er svært både for den unge og vejlederen eller læreren.

Målet med denne metode er ikke at forandre i en bestemt retning, men at skabe et rum for refleksioner og ændringer. Det viser sig måske netop derfor ofte, at det, der ved første øjekast så ud til at være et frafaldsproblem, måske handler om noget helt andet.

Faserne i det metodiske arbejde

Vi arbejder primært med to faser: en udspørgende og en reflekterende. I den udspørgende fase er det vigtigt at beskrive, hvad der i praksis foregår omkring den unge helt ned i konkrete handlinger. Når vi efterfølgende bevæger os ind på refleksionens domæne, er det med baggrund i den konkret beskrevne praksis, at der ofte fremkommer beskrivelser af, hvor vi nu kan stå eller rumme den unge, eller måske opdager vi nye veje at gå fremadrettet i arbejdet.

Samtalen om problemstillingen er det vigtigste

Fokus er på samtalen, som styres af psykologen, der hele tiden forsøger at holde for øje, at der bliver skabt mulighed for, at der kan opstå nye veje i samtalen. De personer, der bringer problemstillinger ind i DFT, får således på baggrund af den reflekterende samtale et bedre grundlag for at vælge, hvordan en afdeling på Selandia vil håndtere en fastlåst situation - ofte på en anderledes måde, end de ellers ville have gjort. Samtidig giver det dem andre og flere muligheder for at reagere på nye problemstillinger i fremtiden. Det, at vi hele tiden i en tryg ramme forsøger at skabe positioner, hvorfra vi kan lytte og tale sammen på nye måder, har skabt nysgerrighed omkring, hvordan andre anskuer vanskeligheder. Netop dette er hovedkilden til udvikling af vores interventioner over for og sammen med de unge frafaldstruede elever.

I gang med metoderne

Hvis vi vil lære nyt, kræver det, at vi har et rum, hvor vores organisation anerkender, at vi træner og øver os i kritisk refleksion. DFT er hos os det rum, hvori vores organisation accepterer og anerkender, at vi forsøger at forstå, hvilke alternative livsprojekter der kan ligge i skyggen af det, der kan se ud som en beskrivelse af en ung persons fiasko. I denne skygge har vi opdaget, at når vi giver os selv lov til at reflektere og lede og ikke kun problemløse for at finde resultater, så ligger der ofte andre sociale, historiske og kulturelle livsformer for eleven. Disse livsformer forsøger vi på bedst mulige måde at forstå, rumme og hjælpe videre og støtte op omkring med de muligheder, som vi tilsammen i DFT har at gøre godt med.

Ny forskning

Unge i dag bruger uddannelsesstederne til at skabe identitet. Set i dette lys bliver det ekstra vigtigt at skabe en kontekst, hvor vi professionelle kan blive inviteret med på de unges uddannelsesrejse og hjælpe dem med at navigere i det farvand, der for mange af dem er svært at sejle i. Eller som en ung udtrykker det: "Man kan godt være søsyg, selv om man sejler den rigtige vej." Hvordan kan vi som fagpersoner rumme det og støtte op om denne identitetsproces? Det gør vi ved at give os selv lov til at være i det rum, hvor vi kan reflektere sammen med andre over, hvordan det er at være ung i dag, og se på, hvad der måske kan være hjælpsomt (Sørensen et al. 2011).

Forskningen viser, at for flertallet af unge i dag er kvalificering til et efterfølgende arbejdsliv ikke længere det centrale. Det handler i stigende grad om udvikling af identitet og antenner til at navigere i modernitetens kaotiske samfund. Det kræver, at vi åbner øjnene mellem vores uddannelsers tilbud og de unges identitetsprocesser. Trivsel og mistrivsel er en del af ungdomslivet og har altid været det, men er nu mere komplekst og kræver mere viden af os som omsorgspersoner, hvis vi vil gøre en forskel, og det vil vi og gør med DFT.

Hvad gør vi rent praktisk?

DFT er sammensat af den enkelte indgang på Selandia og består af vejledere, sagsbehandlere fra Slagelse Kommune, repræsentanter fra UU, en fastholdelsescoach fra Slagelse Kommunes jobcenter samt psykolog og sekretær fra Selandia.

Vi mødes fast en gang om måneden i faste grupper og i det, som man kan kalde et praksisfællesskab med refleksioner over, hvordan vi samlet set kan yde den bedste indsats til de unge, der møder vanskeligheder. Vi prøver at holde fokus på, at alle professionelle skal have mulighed for at blive dygtigere og gladere, at man kan lykkes med ting, der er svære, at lære nyt af hinanden og at lede efter det, der virker.

To eller flere indgange samarbejder således i et rum, hvor de erfaringsudveksler og reflekterer over problemstillinger om enkelte ung eller grupper af unge. Alt sammen for at optimere den samlede indsats.

Før mødet i DFT

Før mødet drøftes problemstillingen med den unge og evt. også med forældrene eller andre vigtige personer i elevens liv, og der udfyldes et kort mødeoplæg, der fungerer som en slags dagsorden for samtalen. Er den unge under 18 år, skal forældrene give tilsagn til, at problemstillingen drøftes på mødet, alternativt bliver problemstillingen anonymiseret. Eleven får også forelagt muligheden for selv at deltage, hvilket vi har gode erfaringer med.

Efter dialogforum

Efter dialogforum skriver Selandias sekretær et beslutningsreferat, som sendes ud til alle deltagere. Hvis den unge er under 18 år, skal forældrene give tilsagn til en evt. indsats fra psykolog eller sagsbehandler. Efterfølgende iværksætter de relevante professionelle straks de besluttede tiltag. Der er således både mulighed for egentlig sagsbehandling og vidensdeling.

Hvad skal DFT til for?

Arbejdslivet, som de unge mennesker skal klædes på til at kunne magte, og som deres lærere og vejledere også er en del af, er kendetegnet af, at forandring er blevet en permanent tilstand. Derfor ser vi det som en central rolle at hjælpe med at opbygge styrker og modstandskraft for at kunne navigere i den endeløse strøm af forandringer. Filosofien er at italesætte og holde fast i at arbejde med det, der virker, og hjælpe med at øge præstationer og trivsel i hverdagen. Vi ved, at viden skabes i fællesskaber. Derfor har vi været interesseret i at få nye muligheder i spil i nye fællesskaber på tværs af Selandia.

Skolens kultur er den mest afgørende faktor for, hvilket udbytte eleverne får af undervisningen, og om de er eller bliver i stand til at gennemføre og fastholde deres uddannelse.

Når man som professionel opdager, at der skal mere til, så har alle friheden til og ansvaret for at være i det felt, der handler om tvivl, og her opstår forpligtelsen til at sende problemstillingen videre til DFT. Vejlederen har ejerskabet og dermed den overordnede forpligtelse til at bede om hjælp til sig selv, gruppen og/eller eleven. Kulturen og samarbejdsånden på en skole spiller en betydelig rolle for skolens faglige og sociale udvikling og dermed for hjælpen til de unge og fastholdelse. Derfor er det helt centralt, at skolen tilbyder et sådant rum, hvor man trygt og med forpligtigelse kan henvende sig med det, der er svært i hverdagen.

Gensidig respekt faciliterer processer

DFT er det vigtige rum, der sørger for, at refleksion bliver mulig for alle involverede parter, og at der bliver skabt mulighed for det samarbejde og den gensidige respekt, der er med til at facilitere processerne. DFT's opgave er ikke at sørge for, at alle tænker det samme, det rigtige, men at sørge for at være et forum, hvor der bliver lyttet og spurgt. Fokus er ikke på enighed, men på koordination til gavn for alle.

Interne evalueringer

I evalueringerne, der har været foretaget undervejs og senest i juli 2011, pointerer vejlederne, at opgaver om konkrete elever er blevet løst. De pointerer også, at DFT på lang sigt vil have indvirkning på hele organisationen, fordi der langsomt, men sikkert er ved at blive opbygget en kultur, hvor elever med særlige behov, der har brug for hjælp og støtte, spottes hurtigere. Det, at man som medarbejder ved, at man ikke er alene om at løse opgaven, gør, at man tør tage ansvar på en anden og mere kvalificeret måde. DFT er med andre ord med til at skabe orden i en kaotisk verden, og argumentationer i gruppen får aktørerne til at bevæge sig.

Saglighed og nøjagtighed er det bærende, og der er opstået en større ydmyghed over for opgaverne: "Vi erkender, at vi ikke er alvidende." Flere siger, at de har fået øjnene op for andre menneskers potentialer på en ny måde. Det fremhæves som særligt, at "det, at vi kan komme til at bruge den samlede faglige viden, som vi kan hente, er af uvurderlig betydning for vores arbejde". Gennem forskellighed giver vi noget til hinanden, og flere nævner og fremhæver den store udvikling, som de oplever, at der er sket med dem selv.

Nogle beskriver DFT som en slags efteruddannelse, hvor de lærer gode strategier til at håndtere det svære arbejde. "Jeg tør mere," siger en vejleder. Mange beskriver, at de selv er blevet bedre til at kontakte andre, såvel interne som eksterne samarbejdspartnere.

Overordnet er der opstået større skarphed på, hvad vi har som opgave, og vi løser den mere kvalificeret, understreges det fra flere sider. Flere vejledere vurderer, at afdelingerne er blevet bedre til at tale pædagogik og til at tale om de svære elever. Endvidere er de generelt blevet bedre til at tale om udfordringerne i arbejdet, og "vores sagsbehandling og strukturer er blevet bedre".

Vejlederne vurderer ligeledes, at der i vejledergruppen er opstået et mere naturligt samarbejde. "Vi taler mere åbent om grænseelever, og samarbejdet med eksterne aktører er blevet meget bedre." Der er kommet en anden forståelse for hinandens arbejdsfelter, og "meget er blevet meget lettere". Der er opstået en mere naturlig kontakt fra Selandia og ud og ind ad kommunens tilbud.

Evalueringer fra de eksterne partnere

Vores eksterne samarbejdspartnere pointerer især, at DFT er et godt forum for Selandia og Slagelse Kommune. Et forum, som danner grundlag for et samarbejde, der ikke tidligere er set i kommunen, mellem en erhvervsskole og kommunen. Det er meget vigtigt, at det følges op og fortsætter. De vurderer, at metoden med spørgende og reflekterende grupper skal prioriteres og fastholdes, fordi alle kan drage fordel af at høre, hvad andre tænker, uden at kunne komme med indvendinger.

En samarbejdspartner nævner, at metoden har den sidegevinst, at hun selv skal være helt præcis og klar på egne udmeldinger og sin rolle i den givne situation. Det har også bidraget til egen udvikling, såvel faglig som personlig. De kommunale aktører pointerer, at der i kommunen er opstået et særligt kendskab til Selandia, og at det tværfaglige samarbejde er styrket. Det er blevet meget nemmere at maile eller ringe sammen. Derudover har DFT betydet og givet en bredere forståelse af, hvad der tilbydes på Selandia.

Med DFT understreges det, at en styrket og tidlig frafaldsindsats ikke nødvendigvis er en hurtigt behandlende indsats. Et rum med faglig og tværfaglig sparring, der bygger på en nuanceret, fagligt begrundet udredende indsats, vil sandsynligvis fastholde flere unge i uddannelse end en tilfældig indsats på baggrund af en uklar beskrivelse, der blot indikerer et hjælpebehov.

Referencer

Sørensen, N.U. et al. (2011). Når det er svært at være ung i DK - unges beretninger om mistrivsel og ungdomsliv København: Center for Ungdomsforskning (CeFU).

Aadland, E. (2004). "Jeg kommer heller ikke i dag". Undervisningsministeriets håndbogsserie nr. 3 - 2010 i: Etik - dilemma & valg. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Bruner, J. (1999). Mening i handling. Aarhus: Klim.

Ehrenberg, A. (2010). Det udmattede selv - Depression og samfund. København: Informations Forlag.

Jensen, F.A. (2009). Metaforens magt. Aarhus: Forlaget Modtryk.

Gergen, K. (2008). Virkelighed og relationer. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Winslade, J.; og Monk, G. (2008): Practicing Narrative Mediation. Hoboken: Wiley.

Winslade, J.; Monk, G.; og Crocket, K. (2007). Narrativ terapi i praksis - Håbets arkæologi. København: Akademisk Forlag.

Haslebo, G. (2001). Relationer i Organisationer. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Anderson, H. (2003). Samtale, sprog og terapi. København: Hans Reitzels Forlag.

White, M. (2006). Narrativ praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

White, M. (2006). Narrativ Teori. København: Hans Reitzels Forlag.

Bird, J. (2004). Talk That Sings. Auckland: Edge Press.

Maisel, R.; Epston, D.; og Borden, A. (2009). Anoreksi og bulimi, Inspiration til modstand. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Russell, S.; og Carey, M. (2007). Narrativ terapi - spørgsmål og svar. København: Hans Reitzels Forlag.

Sparre, A.S.M.; og Jørgensen, K.D. (red.) (2009). Syv fortællinger om narrativ praksis. Dansk Psykologisk Forlag.

White, M. (2007). Kort over narrative landskaber. København: Hans Reitzels Forlag.

White, M. (2008). Red. af Denborough, David: Traumer. Narrativ behandling af traumatiske oplevelser. Dansk Psykologisk Forlag.

White, M.; og Epston, D. (1989). Narrative Means to therapeutic Ends. W.W. Norton & Company.

Bruner, J. (2004). At fortælle historier ... i jura, i litteratur og i livet. København: Alinea.

Freedman, J.; og Combs, G. (1996): Narrative Therapy, the social construction of preferred realities. New York: W.W. Norton & Company.