gymnasiale uddannelser
Artikel

Russisk på de gymnasiale uddannelser

I russisk lærer du at udtale standardrussisk forståeligt og naturligt samt at læse og forstå enkle klassiske og moderne tekster.

Du får også kendskab til russisk litteratur, historie, kultur og samfundsforhold. Ligeledes lærer du om de centrale dele af russisk grammatik og træner både den sproglige og den skriftlige side.

I faget russisk på A-niveau lærer du at forstå hovedindholdet af ukompliceret talt standardrussisk, lige som du tilsvarende lærer at tale standardrussisk. Du bliver i stand til at kommunikere på russisk om dagligdags forhold og til at forstå enklere moderne tekster, både skønlitterære og ikke-skønlitterære.

Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med:

  • Udtale
  • Lytte-, læse-, tale- og oversættelsesfærdigheder
  • De centrale dele af russisk grammatik
  • Tekster af forskelligt omfang og fra forskellige genrer og perioder

Forskel på B- og A-niveau
Flere af emnerne er de samme på både B- og A-niveau. På alle niveauer læser du forskellige former for tekster, og du arbejder med sproget som et mundtligt og skriftligt udtryksmiddel. Forskellene på niveauerne er primært, at jo højere et niveau, du tager faget på, jo højere krav stilles der til dig og din evne til at bruge sproget både mundtligt og skriftligt. Fx forventes der på A-niveau et mere varieret og flydende ordforråd end på B-niveau, ligesom der på A-niveau arbejdes med tekster af en højere sværhedsgrad end på B-niveau. Du har også flere undervisningstimer på A-niveauet end på B-niveauet.

Arbejdsformer
Undervisningen begynder med at være overvejende lærerstyret og bliver mere selvstændig, efterhånden som du bliver bedre til sproget. Du arbejder mundtligt med fx styrede dialoger, friere samtale, referat og oversættelse. Til det skriftlige arbejde bruger du både håndskrift og computer til mindre skriveøvelser.

Eksamen

B-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig prøve

A-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig og skriftlig prøve

Faget indgår som adgangskrav på nogle videregående uddannelser
Russisk på enten B- eller A-niveau er et specifikt adgangskrav på nogle videregående uddannelser. Tjek på Adgangskortet for at se, hvilke videregående uddannelser, der kræver, at du har russisk.

Du kan også tage faget senere som supplering. Men her skal du være opmærksom på, at det kan få indflydelse på dit samlede karaktergennemsnit, der vil blive genberegnet, når du søger optagelse på den videregående uddannelse, hvor det pågældende fag er et adgangskrav. Læs mere om regler for gymnasial supplering. Du kan også tage faget som hf-enkeltfag.

Gymnasiale uddannelser med russisk
Du kan få russisk A på stx-uddannelsen og som fælles valgfag på B-niveau. Læs mere:

Stx: Russisk A

Fælles valgfag: Russisk B

Det er forskelligt, hvilke valgfag skolerne udbyder. Undersøg eventuelt skolernes egne hjemmesider for information om, hvilke valgfag de kan tilbyde dig.

Ikke alle uddannelser indeholder alle fag og alle niveauer, men du har mulighed for at vælge fag fra en anden gymnasial uddannelse, end den du har valgt at gå på.