Unges vej til ungdomsuddannelse
Artikel

Efter 9. klasse

I løbet af din skoletid har I arbejdet meget med jeres valg af fremtidig uddannelse og job, men derfor kan du godt være usikker på, hvad du har lyst til at gå i gang med efter skolen.

Er du i tvivl om, hvad du skal efter 9. klasse, så kan du her få ideer til, hvordan du kan overveje de forskellige muligheder.

Der er mange ting, du skal overveje, inden du beslutter dig. Giv dig derfor tid til at undersøge tingene grundigt.

Gode råd

I artiklen Overvejelser inden du vælger uddannelse kan du finde en masse gode råd om, hvad du kan undersøge, inden du beslutter dig.

Andre skoleophold

Hvis du ikke er klar til at vælge ungdomsuddannelse lige efter 9. klasse, findes der andre skoleophold, som måske kan være et skridt på vejen til en større afklaring.

Du kan vælge at fortsætte i 10. klasse, hvor du både kan forbedre nogle fag inden overgangen til en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse og blive mere afklaret omkring dine uddannelsesønsker.

10. klasse kan også tages på en efterskole, hvor du bor på skolen og er sammen med lærere og elever døgnet rundt. Det samme kan den på en af de frie fagskoler (tidligere husholdnings- og håndarbejdsskoler), men hvor der også tilbydes mere praktisk undervisning.

Det er desuden muligt at vælge et ophold på en ungdomshøjskole, når du er under 18 år, og på en almindelig højskole når du er over 18 år. Læs mere om Folkehøjskolekurser.

Erhvervsuddannelser

Hvis du har overvejet en erhvervsuddannelse, kan du inden den egentlige uddannelse tage et praktikophold på 3-6 måneder i en virksomhed. Læs mere om trainee-forløb

I artiklen I gang med en erhvervsuddannelse kan du læse om de forskellige adgangsveje, der er til en erhvervsuddannelse, samt om hvordan du bliver optaget.

Gymnasiale uddannelser

Artiklen I gang med en gymnasial uddannelse gennemgår, hvad du skal være opmærksom på, inden du vælger mellem de fire uddannelser.

I Samlet oversigt over de gymnasiale fag, kan du se alle de fag, der udbydes på de gymnasiale uddannelser, og hvilke fag der hører til hvilken uddannelse.

For unge med særlige behov

Unge udviklingshæmmede og andre unge, der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse, er der mulighed for at tage en særligt tilrettelagt 3-årig ungdomsuddannelse.