Vejledning og forberedelse til valg af uddannelse
Artikel

Gode råd om brug af eVejledning

Benyt dig af eVejlednings tilbud i både undervisning og vejledning.

eVejledning er den første danske vejledningsinstans, der henvender sig bredt til alle, der har behov for hjælp til at finde rundt på uddannelsesmarkedet. Vigtige målgrupper er de ældste elever i grundskolen, der skal vælge ungdomsuddannelse og elever på ungdomsuddannelserne, der skal videre i uddannelsessystemet.

Som lærer eller vejleder kan du, som supplement til din vejledning, guide eleverne i at bruge eVejledning. eVejlednings åbningstider betyder, at vi er lige ved hånden en stor del af døgnet. 

Særlig chatten er populær
Brug gerne lidt tid på at introducere eVejlednings forskellige medier. Særligt chatten er populær, og derfor anbefaler vi, at du viser en chat på storskærm. Du kan inddrage eleverne ved at lade dem bestemme emnet og spørgsmål. Brug den særlige indgang for lærere og vejledere, som giver dig fortrinsret i køen.

En anden mulighed er at inddele klassen i nogle grupper, der arbejder sammen om en chat. De skal benytte den almindelige indgang til chatten.

I At chatte med eVejledning giver dig tips til at komme i gang med at bruge chatten i din undervisning og vejledning. Her kan du også finde eksempler på chats.

Undgå at hænge i kø
Det er til gengæld ikke en god idé at alle elever i én eller flere klasser starter hver sin chat på én gang. Det danner en voldsom kø, da der typisk kun er 5-8 vejledere på vagt ad gangen. Køen giver eleverne en forkert fornemmelse af eVejlednings tilgængelighed, for normalt vil man meget hurtigt komme i kontakt med en vejleder.

Besøg eVejledning
Som vejleder er du velkommen til at besøge eVejledning sammen med et par af dine kolleger. I kan besøge os i København eller i Aarhus. Det er ideelt, hvis I kommer 4-5 vejledere sammen, men I er også velkommen til at komme hele gruppen. Et besøg hos eVejledning giver indblik i de digitale vejledningsmuligheder og er samtidig en god sparring på tværs af vejledergrupper. Kontakt os eventuelt på evejledning@stil.dk.