Samtaler om styrker, interesser og læring
Samtaler om dit barns styrker, interesser og måde at lære på kan give et godt udgangspunkt for at forstå, hvad dit barn foretrækker i en ungdomsuddannelse.
Det handler ikke kun om fag, men også om, hvordan dit barn trives, hvad der motiverer, og hvilke erfaringer de allerede har med sig.
Det, dit barn interesserer sig for og trives med, kan være en vigtig del i uddannelsesvalget. Det gælder både faglige emner og aktiviteter i fritiden.
I kan tale om:
- Hvilke fag eller emner dit barn bedst kan lide
- Hvad der giver energi og lyst til at lære
- Hvornår noget føles meningsfuldt eller spændende
Personlige egenskaber og sociale kompetencer spiller også en rolle i valget af ungdomsuddannelse. Det kan fx være evnen til at samarbejde, tage ansvar eller indgå i nye situationer.
I kan tale om:
- Hvordan dit barn fungerer i samarbejde med andre
- Hvilke typer opgaver de trives med (fx selvstændige, praktiske, kreative)
- Hvordan de tackler udfordringer og forandringer
Dit barn har allerede gjort sig erfaringer i skolen, til introkurser, brobygning eller i fritidsaktiviteter. De kan være med til at vise, hvilke undervisningsformer og miljøer der passer bedst.
I kan tale om:
- Hvilke undervisningsformer der fungerer godt, fx gruppearbejde, klasseundervisning eller praksis
- Hvordan dit barn lærer bedst – ved at lytte, prøve selv eller tale med andre
- Hvilke tidligere oplevelser har gjort det lettere eller sværere at lære noget nyt
Samtaler om fremtiden og valget
Det kan være svært for nogle unge at forholde sig til fremtiden, men samtaler om ønsker, muligheder og næste skridt kan give overblik.
Her finder du inspiration til, hvordan du som forælder kan støtte dit barn i at undersøge forskellige veje og holde mulighederne åbne.
Selvom det kan være svært at forholde sig til fremtiden, giver det mening at tale om, hvad der er vigtigt i et kommende arbejdsliv og hverdag. Det behøver ikke handle om konkrete job, men om værdier og interesser.
I kan tale om:
- Hvad dit barn gerne vil opnå eller arbejde med
- Hvad der føles vigtigt i hverdagen, fx variation, tryghed eller samarbejde
- Hvilke typer opgaver eller miljøer de forestiller sig at trives i
Unge henter ofte ideer fra personer omkring dem, fra medier eller fra noget, de selv har prøvet. Det kan give anledning til at tale om forskellige uddannelser og jobområder.
I kan tale om:
- Hvem eller hvad dit barn har ladet sig inspirere af
- Uddannelser eller job, de er blevet nysgerrige på
- Hvad der har gjort indtryk under fx praktik eller introkurser
Nogle uddannelser har adgangskrav eller særlige vilkår. Det er godt at kende til, men samtidig vigtigt at tale om, at der er flere veje at gå.
I kan tale om:
- Hvad dit barns førstevalg er – og hvorfor
- Hvilke krav der er for at komme ind, og hvordan man kan forberede sig
- Hvilke andre uddannelser eller veje der også kunne være relevante
Undersøg uddannelserne sammen
Når dit barn skal vælge ungdomsuddannelse, kan det være en fordel at undersøge mulighederne sammen.
Her får du tre konkrete måder, du som forælder kan være med til at skabe overblik og støtte dit barn i valget.
Her på UG kan I læse om uddannelser og job, se videoer og bruge værktøjer, der giver overblik over mulighederne i uddannelsessystemet.
I kan fx:
- Læse om forskellige ungdomsuddannelser
- Se videoer om valg af uddannelse
- Bruge værktøjer, der giver inspiration og indsigt
Prøv fx:
- Adgangskortet: Viser, hvilke videregående uddannelser en ungdomsuddannelse giver adgang til
- Retningsviseren: Hjælper med at finde veje til en bestemt videregående uddannelse
- Jobkompasset: Giver overblik over job og vejen dertil
Gå til:
Et besøg på en skole kan give indblik i hverdagen, fagene og stemningen og gøre det nemmere at forestille sig, hvordan det er at gå der.
De fleste skoler holder åbent hus, hvor både unge og forældre er velkomne.
I kan fx:
- Gå til åbent hus-arrangementer på skolerne
- Tale med elever, lærere og vejledere
- Besøge en uddannelsesmesse i jeres område
I kan finde datoer for åbent hus på skolernes hjemmesider eller via artiklerne om de enkelte uddannelser.
Der er flere muligheder for at få vejledning. Vejledningen kan give jer overblik over muligheder, adgangskrav og næste skridt.
Som forælder kan du også deltage i samtalerne, så I sammen kan stille spørgsmål og dele overvejelser bagefter.
I kan fx:
- Tale med vejlederen på barnets skole, på en ungdomsuddannelse eller i kommunen
- Kontakte eVejledning og deltage i online møder for forældre
Læs mere:
Skolen hjælper også med dit barns valg
I løbet af skoletiden deltager alle elever i vejledningsaktiviteter, som forbereder dem på at vælge ungdomsuddannelse.
Dit barn lærer om forskellige uddannelser og job, prøver ting af i praksis og får støtte fra vejledere, der hjælper med at finde den vej, der passer bedst.
Vejledningen giver dit barn et godt afsæt til at træffe et valg – og du kan som forælder følge med og støtte undervejs.
Vil du vide mere om dit barns vejledningsaktiviteter i skolen?
Læs mere:
Værd at vide
Lyt til en række podcasts, hvor vejledere og forskere taler om forældres rolle i uddannelsesvalget.
Lyt med:
Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål
Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.
Kontakt en vejleder
Senest opdateret 30. april 2025