TEMA: Erhvervsuddannelser

Se TEMA →

Læreplads og skole­oplæring

Få overblik over, hvordan du søger en læreplads, hvilke typer uddannelsesaftaler der er, og hvad dine muligheder er, hvis du skal have skoleoplæring.

En erhvervsuddannelse består af et grundforløb på en erhvervsskole og et hovedforløb, hvor du får praktisk oplæring i dit fag. 

Som elev på en erhvervsuddannelse er det derfor vigtigt at finde en læreplads. Hvis du ikke finder en læreplads, har du på mange uddannelser mulighed for at få skoleoplæring.

Sådan søger du læreplads

Her kan du læse om, hvordan du søger en læreplads, og hvilke aftaler der findes.
 

Lærepladsen.dk er en platform, der formidler kontakt mellem elever, der søger en læreplads, og virksomheder, der tilbyder lærepladser. 

Hvad du kan på Lærepladsen.dk?

På Lærepladsen.dk kan du: 

  • Oprette en profil, som virksomheder kan se
  • Finde opslag om ledige lærepladser
  • Finde virksomheder, der er godkendt til at tage lærlinge
  • Dokumentere din lærepladssøgning
  • Få besked om nye lærepladser via jobagenter

Du kan oprette en profil allerede fra grundforløb 1. Hvis du ikke har fundet en læreplads, skal du have en synlig profil på Lærepladsen.dk fra starten af grundforløb 2. 

Login og support

Du logger ind med MitID eller Unilogin. Har du brug for hjælp, kan du finde vejledninger på Lærepladsen.dk eller spørge på din skole.

Når du har fundet en virksomhed, du vil søge læreplads hos, kan du sende en ansøgning, ringe eller møde personligt op. Ofte kan et personligt besøg forbedre dine chancer for at få en læreplads.

Husk at:

  • Tage imod de tilbud, din erhvervsskole har i forbindelse med at søge læreplads. Skolen kender branchen godt og kan hjælpe dig
  • Bruge dit netværk, fx familie, venner og bekendte, til at finde en læreplads
  • Kontakte virksomheder uopfordret, især hvis de har lærlinge eller elever, der snart afslutter deres uddannelsesaftale

Når du finder en læreplads, skal du lave en skriftlig uddannelsesaftale med virksomheden. Aftalen fungerer som en ansættelseskontrakt, og de første 3 måneder er en prøvetid for både dig og din arbejdsgiver. Hvis du er under 18 år, skal dine forældre underskrive aftalen.

Der findes forskellige typer af uddannelsesaftaler.

Almindelig uddannelsesaftale

En almindelig uddannelsesaftale omfatter som minimum hovedforløbet, men kan også omfatte både grundforløb og hovedforløb. På merkantile erhvervsuddannelser kan den også omfatte eux-studieåret. 

Der findes tre versioner af den almindelige uddannelsesaftale. En, der: 

  1. Dækker hovedforløbet
  2. Dækker grundforløb 2 og hovedforløbet
  3. Dækker både grundforløb 1 og 2 samt hovedforløbet

Kombination af aftaler

Du laver en aftale med to eller flere virksomheder, som tilsammen dækker hele din uddannelse.

Kort aftale

Du kan også indgå en eller flere korte aftaler, som skal dække mindst en del af en oplærings- og skoleperiode. Aftalen kan forlænges, ændres til en fuld aftale eller dække resten af uddannelsen. 

Du kan kun lave to korte aftaler med samme virksomhed. Derefter skal virksomheden lave en aftale, der dækker resten af din uddannelse.

Aftale om ny mesterlære

Du kan lave en aftale om ny mesterlære. Det betyder, at du kan få praktisk oplæring på en arbejdsplads i stedet for dele af skoleundervisningen. Ny mesterlære kan dække både oplæring og skole, men skal mindst dække den grundlæggende praktiske oplæring i grundforløb 2. 

Læs mere: 

Om ny mesterlære

Skoleoplæring

Hvis du ikke finder en læreplads efter grundforløbet, kan du på nogle uddannelser få skoleoplæring. Her bliver du oplært på et skoleoplæringscenter i stedet for i en virksomhed.

I skoleoplæring får du din praktiske oplæring på et skoleoplæringscenter, som har værksteder og faciliteter, der minder om dem, der findes i virksomheder. Målet er, at du lærer det samme, som du ville have lært i en virksomhed. 

I skoleoplæring lærer du:

  • At løse konkrete opgaver, som er relevante for din uddannelse
  • At bruge værktøj og udstyr, som også bruges i virksomheder
  • At kombinere praktisk oplæring med undervisning på erhvervsskolen

For at få skoleoplæring skal du have gjort en stor indsats for at finde en læreplads. Der er flere krav, du skal opfylde.

Du skal:

  • Være registreret som lærepladssøgende med en synlig profil på Lærepladsen.dk under hele grundforløb 2
  • Aktivt søge læreplads, også uden for dit lokalområde
  • Acceptere en læreplads, hvis skolen finder en, også selvom den ligger uden for dit lokalområde
  • Dokumentere din søgning på Lærepladsen.dk
  • Have afsluttet dit grundforløb og være vurderet egnet af din erhvervsskole til at fortsætte uddannelsen

Hvis du opfylder kravene og bliver optaget til skoleoplæring, begynder du i skoleoplæringen 1 måned efter grundforløbets afslutning.

Målet med skoleoplæring er, at du højst skal være under skoleoplæring i halvdelen af din oplæringstid. Derfor skal du fortsat søge læreplads i en virksomhed, mens du er i skoleoplæring. Du skal også være indstillet på at tage en læreplads i en anden uddannelse, end den du først har ønsket. Skoleoplæringscentret vil også forsøge at hjælpe dig med at finde en læreplads i en eller flere virksomheder.

Hvis du får tilbudt en læreplads, skal du være klar til at forlade skoleoplæringen og fortsætte din uddannelse i virksomheden. Hvis det ikke lykkes at finde en læreplads, kan du gennemføre hele din uddannelse i skoleoplæring.

Der findes muligheder for at kombinere skoleoplæring med oplæring i en virksomhed. 

Du kan få:

  • En restuddannelsesaftale, hvor du færdiggør din oplæring i en virksomhed
  • En delaftale, hvor du har dele af din oplæring i en virksomhed   og dele på skoleoplæringscentret
  • Virksomhedsforlagt oplæring, der betyder, at en del af skoleoplæringen foregår i en virksomhed

Hvis du ikke ønsker skoleoplæring, kan du vælge at tage et nyt grundforløb og søge en ny uddannelse. I det tilfælde begynder du på den nye uddannelse i grundforløb 2.

Du kan vælge om op til to gange, medmindre du finder en læreplads.

Nogle erhvervsuddannelser giver dig mulighed for at tage skoleoplæring, hvis du ikke finder en læreplads. 

Se oversigt over uddannelser med mulighed for skoleoplæring

Hvis du går på en uddannelse, hvor skoleoplæring ikke er mulig, har du stadig ret til at få en erhvervsuddannelse . Det er en del af uddannelsesgarantien.

Hvad er uddannelsesgaranti på erhvervsuddannelser?

Uanset hvilket hovedområde din erhvervsuddannelse tilhører, garanteres du en plads på en anden uddannelse, hvis du har bestået grundforløb 2, men:

  • Din uddannelse tilbyder ikke skoleoplæring
  • Du ikke kan finde en læreplads

Du vil blive tilbudt en uddannelse, som enten giver bedre chancer for at finde en læreplads, tilbyder skoleoplæring eller er baseret kun på skoleundervisning.

Du starter på grundforløb 2 på den nye uddannelse. Grundforløbet varer 20 uger, men du kan muligvis få merit for nogle af de fag, du allerede har bestået.   Merit betyder, at du ikke behøver at tage fag, som du allerede en gang har bestået på samme niveau på en lignende uddannelse. 

Læs mere: 

Om merit

Værd at vide

Reglerne for folkeskolens afgangseksamen er beskrevet i:

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, nr. 953 af 22/6/2023

Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål

Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.

Kontakt en vejleder

Senest opdateret 16. januar 2025