Beskrivelse
Kom tæt på Designskolen Koldings uddannelser, og bliv klar til dit studievalg
Mød uddannelserne på nært hold og få indblik i de studerendes hverdag. Det giver dig det bedste grundlag, når du skal vælge uddannelse.
Vi åbner dørene den 8. februar kl. 10-16 og inviterer dig til at møde studerende og undervisere, opleve de mange værksteder, som er helt centrale i din uddannelse til designer, og ikke mindst mærke den imødekommende stemning, som karakteriserer skolen.
Du kan møde studieadministrationen og får svar på, hvordan du søger ind. Faglederne står dagen igennem klar til at møde dig og fortælle om uddannelsen, og hvad du lærer på de enkelte studieretninger.
Du får et indblik i de mange karrieremuligheder, som en uddannelse til designer åbner op for. Undervisningen foregår som sædvanlig, så du får også en fornemmelse af, hvordan studiet typisk kører. Du kan se udvalgte portfolier fra studerende, som har søgt om og er blevet optaget på uddannelsen. Dagen igennem vil studerende tage dig med på rundvisning i huset.