Artikel

Valgfag på de gymnasiale uddannelser

Læs om valgfag på de gymnasiale uddannelser og få inspiration til at vælge fag.

En gymnasial uddannelse består af obligatoriske fag, studieretningsfag, eller fagpakkefag hvis du går på hf, samt valgfag. Via dit valg af valgfag kan du tone din gymnasiale uddannelse i forskellige retninger.

Du skal have mindst ét valgfag - præcist hvor mange afhænger af, hvilken uddannelse og studieretning du vælger.

Det er forskelligt, hvilke valgfag de enkelte skoler udbyder. Du kan oftest se udbuddet af valgfag på skolens hjemmeside. Det kan variere fra år til år, da der skal være nok tilmeldte, for at et fag bliver oprettet.

Nye fag og løft af fag

Du kan vælge valgfag på A-, B- og C-niveau, hvor A er det højeste. Et valgfag kan altså både være et nyt fag på C-niveau eller et løft af et fag, du allerede har, så du får det på et højere niveau. Det er ikke alle fag, der udbydes på alle niveauer.

Du skal normalt have haft et fag på et underliggende niveau, før du kan vælge faget på et højere niveau - altså C før B og B før A.

Der kan være forskellige bindinger på, hvilke fag og niveauer du kan sætte sammen. Hør nærmere på din skole.

Valg af valgfag

Når du skal vælge valgfag, er det en god ide at undersøge, om din fagkombination opfylder de specifikke adgangskrav til den uddannelse, du gerne vil læse efter gymnasiet eller hf.

I Adgangskortet kan du se, hvilke videregående uddannelser din kombination af fag giver adgang til. Bemærk at Adgangskortet kun omfatter de gymnasiale fag og niveauer, der optræder som specifikke adgangskrav til en videregående uddannelse. Du finder altså ikke alle valgfag i Adgangskortet.

Se samlet oversigt over fag på de gymnasiale uddannelser