gymnasiale uddannelser
Artikel

Kinesisk på de gymnasiale uddannelser

Du lærer at tale og forstå kinesisk på et enkelt niveau igennem undervisning i udtale og skriftsystemer samt ved at læse forskellige typer af tekster.

Derudover får du en grundlæggende viden om kinesiske kultur- og samfundsforhold. Denne viden arbejder du med, som en del af den sproglige indlæring.

Du lærer også at oversætte tekster, der ikke indeholder særlige vanskeligheder, og ved hjælp af kinesisk tekstbehandling at skrive ukomplicerede korte tekster med kinesiske tegn.

Sammen med den sproglige del af undervisningen får du en grundlæggende indsigt i kulturelle og samfundsmæssige forhold i Kina.

Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med:

  • Udtale
  • Basal kinesisk grammatik
  • Et alment ordforråd til brug for mundtlig og skriftlig kommunikation
  • Tegnlæsning, herunder skrifttegnenes opbygning
  • Elementære kinesiske tekster og billedmateriale
  • Indføring i kinesiske historiske, kulturelle og samfundsmæssige forhold

Forskel på B- og A-niveau
Flere af emnerne er de samme på både B- og A-niveau. På alle niveauer læser du forskellige former for tekster, og du arbejder med sproget som et mundtligt og skriftligt udtryksmiddel. Forskellene på niveauerne er primært, at jo højere et niveau, du tager faget på, jo højere krav stilles der til dig og din evne til at bruge sproget både mundtligt og skriftligt. Fx forventes der på A-niveau et mere varieret og flydende ordforråd end på B-niveau, ligesom der på A-niveau arbejdes med tekster af en højere sværhedsgrad end på B-niveau. Du har også flere undervisningstimer på A-niveauet end på B-niveauet.

Arbejdsformer
Undervisningen er i begyndelsen overvejende lærerstyret, men bliver mere selvstændig, efterhånden som du bliver bedre til sproget. Du arbejder mundtligt med fx styrede dialoger, friere samtale, oplæsning og oversættelse. Skriftligt arbejder du både med håndskrift og computer, og du afleverer mindre skriveøvelser.

Eksamen

B-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig prøve

A-niveau: Du afslutter faget med en mundtlig og skriftlig prøve

Faget indgår som adgangskrav på nogle videregående uddannelser
Kinesisk på enten B- eller A-niveau er et specifikt adgangskrav på flere videregående uddannelser. Tjek på Adgangskortet for at se, hvilke videregående uddannelser, der kræver, at du har kinesisk.

Du kan også tage faget senere som supplering. Men her skal du være opmærksom på, at det kan få indflydelse på dit samlede karaktergennemsnit, der vil blive genberegnet, når du søger optagelse på den videregående uddannelse, hvor det pågældende fag er et adgangskrav. Læs mere om regler for gymnasial supplering. Du kan også tage faget som hf-enkeltfag.

Gymnasiale uddannelser med kinesisk
Du kan få kinesisk på A-og B-niveau som fælles valgfag. Læs mere:

Kinesisk A

Kinesisk B

Det er forskelligt, hvilke valgfag skolerne udbyder. Undersøg eventuelt skolernes egne hjemmesider for information om, hvilke valgfag de kan tilbyde dig.

Ikke alle uddannelser indeholder alle fag og alle niveauer, men du har mulighed for at vælge fag fra en anden gymnasial uddannelse, end den du har valgt at gå på.