gymnasiale uddannelser
Artikel

Kemi på de gymnasiale uddannelser

I kemi arbejder du med kemiske stoffer og reaktioner både i teori og praksis. Du lærer bl.a. om stoffers opbygning, kemisk sprogbrug og atommodeller.

I kemi får du kendskab til kemiens centrale begreber og eksperimentelle arbejdsmetoder sammen med en forståelse for stoffers opbygning og kemiske reaktioner.

Overordnet lærer du at forklare og benytte kemiens teori og arbejdsmetode samt at gennemføre observationer og undersøgelser på forsvarlig vis. Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med:

  • Stoffers opbygning
  • Mængdeberegninger
  • Kemiske reaktioner
  • Stofkendskab
  • Eksperimentelt arbejde


Forskel på C-, B-, og A-niveau
På C-niveau arbejder du med faget på et overordnet plan og bliver introduceret for de mest grundlæggende elementer og emner i kemiens verden. Du lærer at udføre enkle eksperimenter. Med kemi på B-niveau kommer du mere i dybden med faget, og du vil også blive præsenteret for nye emner i forhold til C-niveau. Samtidig bliver eksperimenterne sværere. På A-niveau hæves niveauet yderligere, og der støder også flere emner til. Samtidig forventes det, at du arbejder mere selvstændigt og fortroligt med dine undersøgelser og observationer.

Arbejdsformer
Du kommer til at arbejde både individuelt og i grupper, og der indgår en del projektarbejde i undervisningen. Et vigtigt element i faget er, at du lærer at formidle det både mundtligt og skriftligt, og du kommer derfor til at præsentere, det du lærer, bl.a. i form af journaler, rapporter. 

Det eksperimentelle arbejde fylder meget og udgør mindst 20 procent af uddannelsestiden.

Eksamen
C-niveau: Mundtlig prøve
B-niveau: Mundtlig prøve
A-niveau: Mundtlig og skriftlig prøve

Faget indgår som adgangskrav til nogle videregående uddannelser
Kemi på enten C-, B- eller A-niveau er et specifikt adgangskrav på flere videregående uddannelser. Det vil sige, at du skal have det fag for at kunne søge optagelse de pågældende uddannelser. Tjek på Adgangskortet for at se, hvilke videregående uddannelser, der kræver, at du har kemi.

Du kan altid tage faget senere som supplering. Fx løfte fra B- til A-niveau. Men her skal du være opmærksom på, at det kan få indflydelse på dit samlede karaktergennemsnit, der vil blive genberegnet, når du søger optagelse på den videregående uddannelse, hvor fx matematik A er et adgangskrav. Læs mere om regler for Gymnasial supplering. Du kan også tage faget som hf-enkeltfag.

Gymnasiale uddannelser med kemi
Kemi B er obligatorisk på htx, mens kemi C er obligatorisk på hf som en del af den naturvidenskabelige faggruppe. På stx kan du vælge kemi som et af de to naturvidenskabelige fag på C-niveau. Læs mere:

Htx: Kemi A, Kemi B

Stx: Kemi A, Kemi B, Kemi C

Hf-enkeltfag: Kemi C

Overordnet beskæftiger man sig med det samme i faget på de forskellige gymnasiale uddannelser. Der kan dog være nogle indholdsmæssige forskelle. Læs eventuelt mere på skolernes egne hjemmesider. Det har dog ingen betydning for din videregående uddannelse, hvorvidt du har haft kemi B på fx stx eller htx.

Ikke alle uddannelser indeholder alle fag og alle niveauer, men du har mulighed for at vælge fag fra en anden gymnasial uddannelse, end den du har valgt at gå på.

Obligatorisk på en eller flere eux-uddannelser
Kemi er desuden obligatorisk på en eller flere eux-udddannelser. En eux-uddannelse er en erhvervsuddannelse med gymnasiale niveauer, der kan give dig adgang til videregående uddannelse. Læs mere om eux.