Erhvervsuddannelser med adgangsbegrænsning
Artikel

Erhvervsuddannelser med adgangsbegrænsning

På nogle af erhvervsuddannelserne er der adgangsbegrænsning til grundforløbets 2. del. Se listen for 2017 her.

Adgangsbegrænsning betyder, at du skal have en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver om at komme i praktik, før du kan gå i gang med grundforløbets 2. del og resten af hovedforløbet. Uddannelsesaftalen skal dække uddannelsens grundforløb samt første praktikperiode og første skoleperiode i hovedforløbet.

Hvis du har en underskrevet uddannelsesaftale med en virksomhed, er du sikret adgang til grundforløbet på en adgangsbegrænset uddannelse.

Uddannelser med adgangsbegrænsning i 2017

Der er pr. 1/1 2017 adgangsbegrænsning til grundforløbets 2. del på følgende erhvervsuddannelser:

  • Beklædningshåndværker
  • Beslagsmed
  • Bådmekaniker
  • CNC-tekniker
  • Den pædagogiske assistentuddannelse
  • Digital media
  • Film- og tv-produktionstekniker
  • Fitnessinstruktør
  • Fotograf
  • Frisør
  • Frontline pc-supporter
  • Frontline radio/tv-supporter
  • Grafisk Tekniker
  • Guld- og sølvsmed
  • Laboratorietandtekniker
  • Mediegrafiker
  • Metalsmed
  • Produktør
  • Teater-, udstillings- og eventtekniker
  • Veterinærsygeplejerske
  • Web-integrator (se særligt om denne uddannelse)

Kvotepladser

Hvis du uden held har prøvet at skaffe en uddannelsesaftale i en uddannelse med adgangsbegrænsning, kan du søge en kvoteplads. Du skal sende din ansøgning på www.optagelse.dk senest 1. marts.

Du kan få mere vejledning på uddannelsesstedet (erhvervsskolen), i Ungdommens Uddannelsesvejledning eller i eVejledning.

Antallet af kvotepladser varierer fra år til år, og der er tale om et begrænset antal pladser. Det er uddannelsesstedet, som vurderer ansøgerne til kvotepladserne og optager de bedst kvalificerede.

På skolernes hjemmesider kan du se, hvad der lægges vægt på i ansøgningerne. Du skal bl.a. kunne dokumentere, at du aktivt har søgt efter praktikplads. Der er ingen garanti for, at du får en kvoteplads, selvom du søger.