Bacheloruddannelsen i geoteknologi er en praktisk orienteret uddannelse, der kombinerer geologi- og ingeniørfag. Den foregår i et tæt samarbejde mellem Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen i Århus, og der er undervisning begge steder.
Du får også undervisning i nødvendige støttefag som matematik, statistik, mekanik, elektromagnetisme og it.
På ingeniørhøjskolen lærer du om produkter og processer, jord- og grundvandsforurening, modellering, teknisk termodynamik, geoteknik, produktionsteknik, virksomhedsledelse og miljø- og ingeniørgeologi.
Med ingeniørfagene får du nogle arbejdsredskaber, der gør dig i stand til at anvende din geologiske viden i praktisk arbejde.
En del af uddannelsen er valgfri, hvilket betyder, at du kan præge dit uddannelsesforløb i henholdsvis en mere teoretisk eller en mere praktisk retning, alt efter hvad du ønsker.
Undervisningen foregår som en blanding af kurser og projektarbejde. Du kan i den sidste del af uddannelsen vælge at komme ud i et praktikophold.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc. Uddannelsen giver adgang til flere teknisk-videnskabelige kandidatuddannelser til civilingeniør, fx teknisk geologi på AU.
Uddannelsen foregår i Århus.