Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse er en 2-årig tværfaglig sundhedsuddannelse med fokus på sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse, behandling og rehabilitering.
Uddannelsen inddrager teorier, metoder og fag inden for biomedicin, samfundsvidenskab og humaniora.
-
De biomedicinske fag omfatter bl.a. patofysiologi, som handler om de ændringer og forstyrrelser, der sker i kroppen i forbindelse med sygdom; epidemiologi, som er læren om forekomsten af sygdomme i befolkningen; molekylærbiologi og genetik, som handler om opbygningen af molekyler, dna og proteiner.
-
De samfundsvidenskabelige fag omfatter sundhedsøkonomi, hvor du lærer om, hvordan samfundet prioriterer sine ressourcer inden for sundhedsområdet; samfundsmedicin, hvor du arbejder med emner som folkesundhed og sundhedspolitik.
-
De humanistiske fag omfatter emner som etik, krop og kultur, hvor du bl.a. arbejder med information og rådgivning.
Derudover får du undervisning i videnskabsteori, forskningsmetoder og medicinsk teknologivurdering.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, diskussioner, studenteroplæg, øvelser og opgaver.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.scient.san.
Uddannelsen foregår i København, Odense og Århus.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 50 uddannelsen. 98 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2008, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.