Sociale problemer er ikke kun problemer for det enkelte menneske, men også for samfundet.
På uddannelsen studerer du arbejdet med sociale problemer ud fra et teoretisk, praktisk og samfundsmæssigt perspektiv.
Uddannelsen giver dig et videnskabsteoretisk og metodisk grundlag, som sætter dig i stand til at forstå og lave undersøgelser, analyser, evalueringer og udviklingsopgaver inden for sociale arbejdsområder.
Uddannelsen er bygget op af følgende tværfaglige elementer:
-
Socialt arbejde, hvor du bl.a. får undervisning i fagets teorier, metoder og historie.
-
Videnskabsteori, udrednings- og forskningsmetoder, hvor du bl.a. lærer at vurdere undersøgelser og forskning med relevans for socialt arbejde og får overblik over en række videnskabsteoretiske skoler. Det kan fx være hermeneutik, positivisme og socialkonstruktivisme.
-
Teorier om sociale problemer og socialpolitik, hvor du bl.a. lærer at beskrive sociale problemers kendetegn og analysere årsagerne til deres opståen. Du studerer også, hvordan velfærdsstaten forholder sig til problemer som fx social ulighed, fattigdom og marginalisering.
-
Organisation, retlig regulering og socialpolitik, hvor du bl.a. får indsigt i begreberne ret og retsanvendelse og i sammenhængene mellem retssystemets udvikling og samfundsudviklingen.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning og projektarbejde (ofte i grupper). Store dele af undervisningen er tilrettelagt som problemorienteret projektarbejde. Du har mulighed for at komme i praktik i løbet af uddannelsen.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.soc.
Uddannelsen foregår i København og Aalborg.