Uddannelsen i Innovation and Business giver dig de grundlæggende kompetencer inden for produktudvikling med fokus på ledelse af innovationsprocesser herunder integrering eksterne parter.
Derudover er der mulighed for at arbejde med samfundsvidenskabelige områder som strategi, ledelse og marketing.
Du kan også vælge en teknisk specialisering inden for nanoteknologi, indlejrede kontrolsystemer, termiske energisystemer eller dynamiske mekatroniksystemer.
Du kommer til at arbejde med emner som fx:
- Innovationsledelse og videnskabelige metoder
- Entreprenørskab og projektledelse
- Design og kreativitet
- Virksomhedsadministration og -ledelse
- Udvikling af mekatroniske produkter
- Udvikling og produktion af mekaniske produkter
- Udvikling af intelligente elektroniske produkter
Under uddannelsen bygger du videre på dine ingeniør- og samfundsvidenskabelige færdigheder, som indeholder teknikker og metoder til at udvikle ideer og forretningskoncepter, der er mulige at føre ud i livet.
Undervisningen foregår som forelæsninger, holdundervisning, øvelsestimer, projektarbejde og arbejde i teams. Al undervisning foregår på engelsk.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.polyt.