Kandidatuddannelsen i farmaci er tværfaglig og kombinerer fag inden for det naturvidenskabelige, det samfundsvidenskabelige og det sundhedsvidenskabelige fagområde. Du bliver uddannet til at kunne arbejde med udvikling, afprøvning, produktion og kvalitetssikring af lægemidler.
På uddannelsen får du bl.a. undervisning i præparatvalg, dosering, vigtige bivirkninger, lægemiddelkemi og bioinformatik. Andre emner er: farmakoterapi, toksikologi samt lægemiddeløkonomi og etik.
Der indgår ½ års studieophold på et apotek, sygehusapotek eller en anden farmaceutisk relevant virksomhed. Her får du praktisk erfaring med information, rådgivning og vejledning om anvendelsen af lægemidler i relation til kunder, samt indblik i økonomi, ledelse og organisation.
Undervisningen foregår som en blanding af forelæsninger, laboratorieundervisning og projektarbejde.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.pharm.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 135 kandidatuddannelsen. 98 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.