Miljø- og naturressourceøkonomi handler om økonomi, miljø og naturressourcer både i Danmark og i resten af verden. Du lærer at analysere, hvordan man udnytter naturens ressourcer bedst muligt.
På uddannelsen beskæftiger du dig fx med undersøgelser af, hvordan man mest hensigtsmæssigt bruger penge til naturgenopretning, eller hvordan grønne afgifter kan bruges til at styre forbruget af kvælstofgødning og kemikalier.
Du har bl.a. undervisning i:
- Naturressourceøkonomi, hvor du lærer om, hvordan man bedst udnytter naturens ressourcer økonomisk. Det kan være ressourcer som olie, træ eller metaller.
- Miljøpolitik, hvor du bl.a. lærer om sammenhængen mellem en økonomisk udnyttelse af naturen, bæredygtig udvikling og offentlig regulering.
- Økonomisk værdisætning og cost-benefit-analyser, hvor du arbejder med økonomisk vurdering af naturgenopretning og miljøforbedringsprojekter.
- Anvendt miljø- og naturressourceøkonomi, hvor du anvender miljø- og naturressourceøkonomi på konkrete problemstillinger.
Uddannelsen kombinerer viden fra både samfunds- og naturvidenskab med hovedvægten på økonomisk teori og metode.
Undervisningen foregår som en kombination af forelæsninger, øvelser, seminarer, projektarbejde i grupper og selvstændigt arbejde. Al undervisning foregår på engelsk.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ - 1 år og giver titlen cand.scient.oecon.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 10 bacheloruddannelsen. 84 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.