På kandidatuddannelsen udvikler du dine evner til at læse, skrive og tale russisk på et højt niveau og får baggrund for at arbejde videnskabeligt med sprog, kultur og samfundsforhold i Rusland.
Du udvikler dine kommunikative færdigheder, så du bliver i stand til at begå dig frit på russisk i både tale og skrift.
Ud over faktuel viden om russisk sprog og russiske forhold får du indsigt i de videnskabelige discipliner, som faget benytter sig af, herunder i lingvistik, litteraturvidenskab, kulturteori, historie, kunsthistorie, mv.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning, kurser og mere selvstændigt projektarbejde.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.mag.