Kandidatuddannelsen i musikterapi bygger videre på dine musikalske, terapeutiske og teoretiske færdigheder, som du har med fra bacheloruddannelsen, med henblik på at udbygge din musikterapeutiske identitet.
Musikalsk lærer du fx videregående teknikker i klinisk improvisation. Terapeutisk får du træning i terapeutrollen i forhold til de forskellige klientgrupper, og teoretisk lærer du at anvende forskningsbaseret viden om musikterapi i specifikke problemstillinger.
Uddannelsen indeholder en 16 ugers fuldtidspraktik, hvor du under supervision arbejder som musikterapeut på en behandlingsinstitution. Praktikken kan også foregå i udlandet.
Undervisningen veksler mellem kurser, seminarer, praktikophold og problemorienteret projektarbejde i grupper.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.mag.
Antal færdiguddannede
Fuldførelsestallet for 2009 er ikke opgjort. 91 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.