På moderne kultur og kulturformidling lærer du om kulturelle fænomener og strømninger fra midten af det 19. århundrede og frem til i dag. Kulturelle fænomener dækker især billedkunst, film, litteratur, teater og musik, men også kulturprodukter fra hverdagen som moderne bygninger eller pladser, tv-serier eller computerspil.
Uddannelsen handler især om den vestlige verdens kultur, og du arbejder med samspillet mellem de forskellige kunstarter og medier. Du kan fx se på forholdet mellem lyrik og performancekunst i nyeste tid, eller på hvad opfindelsen af foto og film betød for billedkunsten i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Du får også indsigt i forskellige kulturinstitutioner som biblioteker, forlag, teatre og museer og deres udvikling og betydning for kunsten.
Uddannelsen er tværfaglig og rummer elementer fra fag som kunsthistorie, litteraturvidenskab, idehistorie, musik, dramaturgi samt film- og medievidenskab.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning, studenteroplæg og selvstudier under vejledning af fagets lærere.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.mag.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 31 kandidatuddannelsen. 67 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2008, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.