Tværfaglighed er et vigtigt element i kandidatuddannelsen. Du lærer at analysere og planlægge produktionen af et multimediesystem ud fra fx et arbejdsmæssigt, et kulturelt og et teknologisk perspektiv.
Uddannelsen består af fire fagområder:
- Æstetik, hvor du studerer mediernes formsprog og teorier om kultur og formsprog generelt.
- Datalogi, hvor du lærer, hvordan du konkret kan udvikle et multimedieprodukt, så det bliver et teknisk velfungerende system.
- Design og informationsvidenskab, som handler om processen i forbindelse med udviklingen af et multimedieprodukt og om relationen mellem produktet og den sammenhæng, det skal bruges i, fx en virksomhed eller i forbindelse med undervisning.
- Projekstyring, hvor du lærer at arbejde sikkert og effektivt i projekter.
Tilsammen giver de fire områder dig forudsætninger for at analysere, udvikle, designe og konstruere forskellige multimedieprodukter.
Herudover kan du tage en række valgfrie fag, så du kan specialisere dig i den retning, du ønsker. Det kan fx være et område som grafik eller computerspil, men det kan også være områder som undervisning eller formidling via multimedier. Der er også kurser i nye medier og nye mobile medieplatforme.
Undervisningen veksler mellem kurser og projekt- og gruppearbejde. Kurserne foregår som forelæsninger på større hold og øvelsestimer på mindre hold, som hold- eller værkstedsundervisning. Der er mulighed for praktik i uddannelsen. Derudover vil der være studieture til virksomheder i branchen.
Du afslutter uddannelsen med et større videnskabeligt projekt, specialet, der tager ½ år, og får den akademiske titel cand.it.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 35 kandidatuddannelsen. 59 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.