Klassisk arkæologi tager udgangspunkt i de materielle levn i Middelhavsområdet, lige fra det mindste potteskår til Akropolis og de kunstgenstande, som er udstillet på museer verden over. Gennem fund fra den græsk-romerske oldtid lærer du om den antikke verdens kultur og samfund.
På studiet lærer du at analysere og fortolke de materielle levn og at forstå deres betydning for de samtidige og senere europæiske kulturer.
Du vil bl.a. opnå kvalifikationer inden for fagets metoder som typologi, klassifikation og datering samt en analytisk og kildekritisk tilgang til de materielle levn.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, øvelser og seminarer, hvor studerende og lærere i fællesskab behandler et tema. I løbet af studiet er der indlagt praktisk feltarbejde og ekskursioner til eksempelvis middelhavsområdet.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA. Uddannelsen giver adgang til flere humanistiske kandidatuddannelser, bl.a. kandidatuddannelsen i klassisk arkæologi.
Kandidatuddannelsen afsluttes med et større videnskabeligt arbejde, specialet, der tager ½ år og giver titlen cand.mag.
Uddannelsen foregår i København og Århus.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 5 bacheloruddannelsen og 10 kandidatuddannelsen.
28 procent af dem, der begyndte på en bacheloruddannelse i 2008 forventes at fuldføre uddannelsen. 93 procent af dem, der begyndte på kandidatuddannelsen i 2008, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.