Psykologi handler om menneskers tanker, følelser, behov, drømme og forestillinger. Det handler også om, hvordan menneskers hukommelse virker, og om hvordan vi lærer nye ting, samt hvorfor mennesker gør det, de gør.
På uddannelsen undersøger du, hvordan alle disse fænomener bliver påvirket af de forhold, mennesker lever under, og de oplevelser de har haft.
Uddannelserne er ikke helt ens på de fem universiteter, hvor du kan læse psykologi. På Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet er psykologi en professionsuddannelse, som bl.a. kvalificerer til arbejdet som psykolog.
På Roskilde Universitet er psykologi en kombinationsuddannelse, hvor du efter 2 års basisstudier læser psykologi i kombination med et andet fag. Kombinationsuddannelsen har et bredt fagligt sigte med fokus på psykologiens sammenhæng med andre fagområder.
De fem uddannelser har dog en del fag og fagområder tilfælles. Du studerer bl.a. de psykologiske grunddiscipliner, der omfatter fag som:
-
Socialpsykologi, som bl.a. handler om de sociale omgivelsers indflydelse på det enkelte menneskes identitet og holdninger. Du kan fx arbejde med emner som gruppepres og mobning.
-
Personlighedspsykologi, hvor fokus ligger på det enkelte menneske. I personlighedspsykologien studerer du bl.a. menneskets følelsesliv og forestillingsverden.
-
Udviklingspsykologi, hvor du lærer om individets udvikling og livsfaser fra den tidlige barndom hen over ungdommen til voksenlivet. Du arbejder bl.a. med den indflydelse, som forskellige sociale og kulturelle betingelser har på menneskets udvikling.
-
Kognitions- og indlæringspsykologi, som handler om, hvordan mennesket lærer og husker. Du arbejder bl.a. med teorier om begrebsdannelse, sprog, tænkning, problemløsning, motivation og hukommelse. Du lærer om, hvordan man behandler mennesker, der fx lider af hukommelsestab.
Herudover har du fag, hvor du lærer, hvordan man bruger psykologien i praksis:
-
Klinisk psykologi, der handler om, hvordan man undersøger og behandler mennesker med psykiske problemer. (Du har ikke klinisk psykologi på RUC.)
-
Pædagogisk psykologi, hvor du arbejder med opdragelse og undervisning med vægt på de menneskelige handlinger, der påvirker i den ene eller den anden retning.
-
Arbejds- og organisationspsykologi, hvor du beskæftiger dig med forholdet mellem mennesket og arbejdet. Du lærer fx om, hvordan forskellige ledelsesformer kan have indflydelse på menneskers samarbejde eller motivation på en arbejdsplads.
På studiet lærer du også om psykologiens historiske udvikling og mange forskellige teoretiske retninger, ligesom du også har fag som forskningsmetode og etik.
På nogle uddannelsesinstitutioner (KU, SDU, AU og AAU) har du også fag som, statistik, dataindsamling og databehandling.
Undervisningsformen veksler mellem forelæsninger, holdundervisning med studenteroplæg og diskussion, kurser og mere selvstændigt projektarbejde, der ofte er gruppebaseret. Store dele af læsestoffet er på engelsk.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BA eller BSc. På RUC afhænger titlen af dit individuelle studieforløb.
På KU, SDU, AAU og AU kan du, hvis du fortsætter på kandidatuddannelsen i psykologi, få titlen cand.psych. Med en cand.psych.-titel har du ret til at kalde dig psykolog. Du kan ikke blive cand.psych. på RUC.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 363 bacheloruddannelsen. 83 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.