Uddannelsen indeholder en kombination af erhvervsøkonomiske og kommunikative fag.
De erhvervsøkonomiske fag lærer dig at forstå, hvordan en virksomhed fungerer, og hvilke rammer den arbejder inden for. Din forståelse af disse punkter er vigtige for, at du kan foretage en realistisk og strategisk analyse af en virksomheds kommunikation. Emner som afsætningsøkonomi, økonomistyring og mikroøkonomi vil optræde samt organisations- og ledelsesteori.
Du får et overblik over de forskellige modeller og teorier, der har præget forskningen i kommunikation i mere end 50 år. På uddannelsen behandles desuden emneområder som kultur, identitet og image.
Metoderne kan også bruges til at analysere og udvikle kommunikationsprocesser. Du lærer bl.a. at planlægge, hvad og hvordan en virksomhed kommunikerer, og hvordan man påvirker virksomhedens kultur og omdømme.
Endelig får du indsigt i samfundsanalyse og videnskabsteori, som giver dig en forståelse af, hvordan du kan arbejde videnskabeligt med et fag som kommunikation.
Undervisningen veksler mellem forelæsninger og holdundervisning med studenteroplæg og øvelser i form af fx præsentationer. Du kommer også til at udarbejde større projekter, ofte gruppebaseret, som kan tage udgangspunkt i en case. Studiet rummer desuden værkstedsundervisning, hvor analyse, praksis og refleksion forbindes med hinanden i case- og projektarbejdet.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, og får den akademiske titel BSc eller HA (kom.).
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 110 bacheloruddannelsen. 79 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.