På uddannelsen studerer du de grundlæggende love bag forskellige naturfænomener. Det kan være tyngdeloven eller andre fysiske love, der i matematisk sprog udtrykker, hvorfor genstande fx falder til jorden, eller hvorfor jorden drejer rundt om solen.
Du får undervisning i grundlæggende fysiske fag som fx klassisk mekanik, kvantemekanik, elektromagnetisme, termodynamik samt eksperimentelle og numeriske metoder.
I fysikken forsøger man at beskrive verden på alle niveauer fra de allermindste partikler til universet og dets udvikling, fortid og fremtid. De fysiske fag er præget af tæt samspil mellem teoretiske overvejelser og de eksperimentelle erfaringer, som er blevet indsamlet gennem tiden.
Uddannelsen sætter dig i stand til selvstændigt at analysere fysiske problemstillinger og uddrage resultater ved hjælp af din viden om allerede eksisterende og accepterede teorier.
En stor del af undervisningen er fælles, men i løbet af uddannelsestiden vælger du, om du vil specialisere dig i fysik, astronomi, meteorologi, biofysik eller geofysik.
I astronomi beskæftiger du dig med grundlæggende emner inden for astronomien fx kosmologi og astrofysik. Du får også mulighed for at arbejde med emner som universets fødsel og ekspansion og dannelse af planeter.
I biofysik får du et grundigt kendskab til både fysikkens love og biologiske systemer med undervisning i bl.a. molekylær biologi, kemi og biokemi. Du lærer også at bruge moderne computerteknik.
I geofysik lærer du bl.a. at måle styrken på et jordskælv, forstå kræfterne bag vulkanudbrud eller skaffe viden om jordens magnetfelt. Du skal også arbejde med solsystemets opbygning.
I meteorolog arbejder du med atmosfærens dynamik og fysik. Der er fokus på især vind- og vejrsystemer og de kræfter, der holder dem i gang her på jorden.
Undervisningsformen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger og laboratorieøvelser.
Du afslutter bacheloruddannelsen med en større selvstændig opgave, bachelorprojektet, som giver den akademiske titel BSc.
Antal færdiguddannede
I 2009 fuldførte 123 bacheloruddannelsen. 55 procent af dem, der begyndte på bacheloruddannelsen i 2009, forventes at fuldføre uddannelsen.
Se forklaring på tallene.