Uddannelsen Global Management and Manufacturing er en teknisk lederuddannelse, hvor du får kendskab til, hvordan fremstillingsvirksomheder fungerer på tværs af landegrænser. Du får både teknisk viden og lærer om ledelse, økonomi og andre forretningsrelaterede områder.
Du lærer bl.a. at opbygge og lede en virksomheds globale produktionsnetværk og at koordinere mange adskilte produktionsprocesser.
Du vil kunne arbejde med virksomhedsudvikling, supply chain (forsyningskæden) og produktudvikling. Det kan fx være inden for ledelse, kvalitetskontrol, kommunikation, produktdesign- og udvikling eller computerteknologi i en international kontekst.
Uddannelsen kan indeholde følgende hovedtemaer:
- Supply Chain Management
- Produktion, herunder materialer og fremstillingsprocesser
- Kulturel forståelse og internationale aspekter
- Ledelse
- Personlig udvikling
- Økonomi
- Generelle ingeniørfærdigheder
Undervisningen foregår som holdundervisning og problemorienteret projektarbejde, ofte i grupper. Al undervisning foregår på engelsk.
På uddannelsesstederne er der i undervisningen indlagt henholdsvis en virksomhedspraktik og en mentorvirksomhedsordning. Se mere under afsnittet Uddannelsesteder.
Du afslutter uddannelsen med et afgangsprojekt og får titlen diplomingeniør/professionsbachelor. Den engelsksprogede titel er Bachelor of Engineering in Global Management and Manufacturing.