Animation er den teknik, der bruges til at lave tegnefilm, dukkefilm, trickfilm og computerfilm. Du lærer at bruge både 2D- og 3D-computeranimation, som er de fremherskende teknikker.
Uddannelsen varer 3½ år. Du kan vælge mellem to linjer: karakteranimation og CG-artist med hver deres profil.
Karakteranimation fokuserer på skuespillet med figurerne, at gøre tegninger levende og give liv og personlighed til karakterer, mens det på CG-artist linjen handler om design og digital scenografi.
Uddannelsen foregår inden for tre overordnede emneområder:
-
Karakteranimation, hvor du lærer om teorier og metoder til at skabe animerede fortællinger baseret på bevægelseslære og visualisering af bevægelse samt en række andre discipliner.
-
Kommunikation, hvor du lærer om betydningen af visuel kommunikation og om din rolle som skaber af kommunikation. Du lærer også om filmens historie og fortælletradition samt om målgruppebaseret kommunikation.
-
Teknologi og økonomi, hvor du lærer om økonomi og metode i produktionen af 2D- og 3D-animation.
I løbet af uddannelsen producerer de studerende et computerspil i samarbejde med studerende ved andre uddannelsesinstitutioner under DADIU - Det Danske Akademi for Digital, Interaktiv Underholdning.
Der indgår desuden et fælles projekt i samarbejde med studerende fra animationslinjen på Den Danske Filmskole.
3. år er fælles for begge linjer og fokuserer på produktion og oparbejdelse af produktionserfaring. De studerende planlægger og producerer deres bachelor-film.
4. år består af en 3 måneders praktik i et animationsstudie. Resten af året afvikles eksamen.
Uddannelsen udbydes kun på engelsk.
Der er et erhvervsrettet praktikforløb og nogle interne og eksterne produktionsforløb i uddannelsen, bl.a. i samarbejde med Den Danske Filmskole.
Uddannelsen giver adgang til titlen professionsbachelor i karakteranimation. Den engelsksprogede titel er Bachelor of Arts in Character Animation.
Den foregår i Viborg.
Antal færdiguddannede
I 2007 fuldførte 24 uddannelsen. 100 procent af dem, der begyndte på uddannelsen i 2007, forventes at fuldføre den.
Se forklaring på tallene.