På uddannelsen lærer du at løse administrative drifts-, planlægnings- og udviklingsopgaver på tværs af professioner og inden for de rammer, der gælder for en politisk styret organisation.
Du får indsigt i den offentlige sektors opbygning, finansiering og kompleksitet, og du lærer at bruge relevante teorier og metoder. Du får også en forståelse for embedsmandens professionelle rolle.
Opbygning
Uddannelsen strækker sig over 3½ år og indeholder obligatoriske fag, valgfag, praktik og udarbejdelse af bachelorprojekt.
Områder
På uddannelsens obligatoriske seks moduler, der ligger fordelt på 1.-3. semester, beskæftiger du dig med områderne:
- Administration og samfund
- Økonomi
- Jura
- Organisation
- Politik
- Innovation
Du skal vælge fire valgmoduler på 4. og 5. semester.
Titel
Uddannelsen giver dig titlen professionsbachelor i offentlig administration. Den engelske titel er Bachelor of Public Administration.