Modul 1. Drama- og teaterdidaktik - analyse af undervisning i, om og med teater:
Du får forudsætninger for selv at bidrage til udvikling af teater- og dramapædagogikken. Dels i forhold til fag- og teatertraditioner samt lokalt og nationalt fastsatte mål for undervisningen, dels i forhold til de målgrupper, der er relevante for dig. Du lærer at arbejde med metodiske, didaktiske problemstillinger og med selvstændig teoretisk konstruktion.
Du arbejder med:
- Positioner inden for didaktikken, der behandler forhold mellem didaktik, pædagogik og æstetik
- Positioner inden for teater- og dramapædagogikken
- Positioner i den teater- og dramapædagogiske debat i nordisk og international sammenhæng
- Positioner, der behandler samspillet mellem teater- og dramafaget og uddannelsernes øvrige fag, herunder forholdet mellem drama-/teaterpædagogik og læseplaner
Undervisningen i modul 1 varetages af Aarhus Universitet i Emdrup.
Modul 2. Teaterproduktionsprocessen - analyse af teaterprøven:
Undervisningen veksler mellem teori og workshop, og du afslutter med arbejdsdemonstrationer af egen produktionsmetode. Undervejs kobles du på et igangværende teaterproduktionsforløb i et professionelt miljø.
Modulet indeholder:
- Indføring i kunstsyn og teaterformer
- Indsigt i og erfaring med iscenesættelsesmetoder, som indgår i en professionel teaterproduktionsproces
- Analyse af teaterproduktionsprocesser
- Refleksion over deltagelse i teaterproduktion i et professionelt miljø
- Konstruktion af eget undervisningsforløb med teaterproduktion som mål
Undervisningen i modul 2 varetages af Institut for Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
Modul 3. Den teater- og dramapædagogiske proces - egen konstruktion af teorigrundlag for metodeudvikling:
Modulet giver teoretiske og metodiske forudsætninger for selvstændigt at udvikle nye teater- og dramapædagogiske øvelsesforløb.
Du arbejder med:
- Dramaturgisk teori
- Konstruktion af forløb med inspiration fra bl.a. nyere teaterformer, digital æstetik, netbaseret kunst, computerspil og rollespil i ungdomskultur og erhvervsliv
- Konstruktion af et længerevarende drama- og teaterpædagogisk forløb
- Selvstændig teori- og metodeudvikling
Undervisningen varetages af Afdelingen for Dramaturgi,Aarhus Universitet, i Aarhus.
Modul 4. Masterprojekt:
Masterprojektet tager udgangspunkt i en drama- og teaterpædagogisk problemstilling. Du skal dokumentere videnskabsteoretisk indsigt og forståelse i vurderingen af teorier og metoder. Du skal demonstrere, at du er i stand til at arbejde med en drama- og teaterpædagogisk problemstilling på et videnskabeligt grundlag, og at du kan formidle din viden.