Uddannelsen på Forfatterskolen bliver hvert skoleår indledt med et 5-dages introduktionskursus for lærere og elever. Uddannelsen varer i alt 2 år. Gamle og nye elever bliver undervist sammen.
Uddannelsen falder i fire hovedpunkter:
- Læsning og arbejde med elevernes egne tekster
- En bred indføring i litteraturhistorien
- Indføring i andre kunstnerirske områder
- Formidling af kunst
Fra begyndelsen af september til midt i juni er der undervisning 2 dage om ugen. Om formiddagen er der nærlæsning og diskussion af egne og andre elevers tekster.
Om eftermiddagen er undervisningen tilrettelagt som frie forløb af 3-4 ugers varighed med emner som fx dramatik, filosofi, litteraturhistorie, litterær oversættelse, skriveøvelser, værkgennemgang, oplæsningsteknik og præsentation af bestemte forfatterskaber. I disse forløb kan der deltage litterater, forfattere, kritikere eller oversættere udefra.
Skolen arrangerer også workshops i samarbejde med andre kunstneriske uddannelsesinstitutioner, fx Filmskolen, konservatorierne og kunstakademierne. Formålet er at give eleverne berøring med andre kunstarter og mulighed for at udvikle noget sammen på tværs.
Hvert skoleår indeholder desuden mindst én studietur til udlandet, oftest til en af skriveskolerne i enten Norge eller Sverige.
Uddannelsen foregår i København.
Eksamen
Din afgangsopgave består i en fremlæggelse af nogle af de tekster, du har skrevet under uddannelsen. Du vil desuden blive løbende evalueret under uddannelsesforløbet.