Man begynder på uddannelsen til balletdanser allerede som barn. Derfor består undervisningen af både almindelig skoleundervisning og balletundervisning.
Skoleundervisningen svarer til folkeskolens og afsluttes med 9. klasse. Der bliver dog lagt stor vægt på sprog, musik, teater- og ballethistorie.
Balletundervisningen består af daglig træning i klassisk ballet og Bournonville. Undervisningen er tilrettelagt efter alder og niveau. Senere får eleverne også undervisning i partnerdans, mimik, drama og karakterdans. Ved 10-årsalderen begynder pigerne at træne i tåspidssko, og drengene får undervisning i styrketræning.
Undervisning og medvirken i forestillinger kræver ofte, at man er på teatret både dag og aften og nogle gange også i weekenden.
Egnede elever kan rykke op i aspirantklassen i den sæson, hvor de fylder 16 år og er færdige med 9. klasse. Som aspirant følger man ballettræningen med de voksne dansere og medvirker i forestillinger. Efter 2 år bliver der taget endelig stilling til, om man er egnet til fast ansættelse i kompagniet.
Eleverne medvirker af og til i aftenforestillinger og kan også være med på turnéer til udlandet.
Uddannelsen foregår i Holstebro, København og Odense.
Eksamen
Ved afslutningen af hvert undervisningsår bliver der afholdt en balleteksamen. I årenes løb bliver ca. 75 procent af de elever, som oprindeligt er blevet optaget, frasorteret.