I faget billedkunst på C-niveau lærer du at skelne mellem personlig kunstoplevelse og analytisk tilgang. Du lærer at forstå kunstfaglige tekster på et elementært niveau og at løse enkle analyseopgaver ud fra andres eller egne billeder.
Undervisningen tager udgangspunkt i et fagligt niveau, der svarer til niveauet fra grundskolen.
I undervisningen gennemgås udvalgte kunsthistoriske perioders karakteristiske træk med udgangspunkt i billeder og arkitektur, og du lærer at skelne mellem værker fra tre udvalgte tidsperioder. Det gælder værker fra henholdsvis før ca.1750, fra efter ca. 1750 samt værker fra de seneste 5 år.
Ud over den teoretiske undervisning arbejder du sideløbende praktisk med selv at skabe fx malerier, skulpturer, installationer, arkitektur m.m. Du lærer at kommunikere om og ved hjælp af visuelle udtryk.
Der inddrages supplerende stof i undervisningen.
Undervisningsformen veksler mellem klasseundervisning, korte kursusforløb og projektperioder, hvor du arbejder individuelt eller i gruppe. I slutningen af undervisningsperioden skal du udarbejde et selvstændigt, individuelt projekt. Fælles for alle arbejdsformer er, at processen og opgaveløsningerne skal samles i en portfolio.
It bruges i undervisningen blandt andet som kommunikationsmiddel, billedreproduktivt medie og til informationssøgning.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve består af to dele og indeholder en prøve i dit eksamensprojekt samt i det teoretisk-analytiske stof på grundlag af en opgave, som tager udgangspunkt i din portfolio. Der er ca. 60 minutters forberedelse og en eksaminationstid på ca. 30 minutter.