I teknikfag A – byggeri og energi vil du opnå fortrolighed med processer for planlægning, fremstilling og udvikling af produkter og konstruktioner og med den tekniske og naturvidenskabelige viden, der bruges i processerne.
Undervisningens faglige niveau er det højeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
På faget bliver du sat ind i en række obligatoriske nøgletemaer, og derudover udvælger din skole 2 valgtemaer samt et fordybelsesområde.
Planlægning er et af nøgletemaerne, hvor du lærer at arbejde med planlægningsprocesser i byggeri fra idé til færdig konstruktion.
Et andet tema er projektering, hvor du får kendskab til, hvordan et byggeprojekt udvikles. Fx lærer du at lave tegninger, at udvælge materialer og om teknisk kommunikation.
Gennem bla. arbejde på værksted med at fremstille enkle bygningsdele får du erfaring med konstruktion og lærer fx at bruge 2D og 3D CAD.
Endvidere kommer du til at beskæftige dig med energi og miljøforhold og får viden om brug og funktion af energikilder til forsyning af et hus.
De valgtemaer, din skole derudover kan vælge mellem, er: bygningskonstruktioner, elinstallationer, vvs-installationer, bygningsautomatisering, energianlæg, byggekomponenter, landmåling og anlægsarbejde.
Hvert tema giver praktisk og teoretisk kendskab til et område. Det kan fx være kendskab til områdets historie og udvikling, færdigheder i at konstruere og fremstille et produkt eller udføre en installation, indsigt i principper for udførelse af forskellige opgaver og viden om hvordan man laver beregninger.
Du får også viden om administration og organisering. Der inddrages desuden supplerende stof i undervisningen.
Undervisningsformen veksler mellem projektarbejde, emneundervisning og praktisk arbejde i værksted og laboratorium. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
I teknikfag A – byggeri og energi er der en del skriftligt arbejde.
Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. til informationssøgning, beregning, styring og tegning.
Eksamen
Eksamen består af en projektprøve med mundtlig prøve.
Den mundtlige prøve er en projektprøve med skriftlig rapport, produkt eller procesforløb. Det betyder, at du går til eksamen i dit afsluttende projekt. Selve eksamen er både en præsentation af projektet og en samtale om andre emner inden for det stof, I har gennemgået i undervisningen.
Eksamen varer ca. 30 minutter, og du får ingen forberedelsestid.