I faget matematik på B-niveau lærer du at formulere og løse matematiske problemer både i teoretiske og i praktiskeorienterede opgaver.
Undervisningens niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse.
Du lærer at beskrive og analysere tekniske, naturvidenskabelige og samfundsmæssige emner og forhold ved hjælp af matematiske teorier og modeller og i matematikkens symbolsprog. Fx lærer du at opstille en enkel matematisk model for et problem og at løse problemet.
Du lærer også at bruge matematiske hjælpemidler, som fx CAS-værktøjer, matematikprogrammer og anden it.
Du får fx undervisning inden for følgende emneområder:
- regningsarterne, regning med potenser, rødder og ligninger
- geometri, trigonometri samt enkel analytisk plangeometri (fx beregning af areal, volumen, vinkel mv)
- regning med vektorer, dvs størrelser, der har både talværdi og retning (fx bestemmelse af afstande)
- funktionsbegrebet, dvs brug af variabler som x og y (fx potensfunktioner og polynomier)
- bestemmelse af en forskrift, opstilling af enkle modeller
- kontinuitet og differentiabilitet, herunder differentialkvotient
Der inddrages desuden supplerende stof i undervisningen.
Undervisningsformen veksler mellem lærerstyret undervisning, emnearbejde og projektarbejde. Du bliver trænet i såvel mundtlig fremstilling som skriftligt arbejde.
I matematik på B-niveau er der en del skriftligt arbejde.
Der bruges it-baseret udstyr, bl.a. i form af CAS-værktøjer og andre matematikprogrammer til beregning og visualisering.
Eksamen
Eksamen består af en mundtlig projektprøve.
Prøven varer ca. 30 minutter, og du får ca. 30 minutters forberedelse. Eksamen falder i to dele. Første del tager udgangspunkt i et af de projekter, du har udarbejdet. Du præsenterer projektet, og eksaminator stiller uddybende spørgsmål.
I anden del skal du besvare en opgave, som eksaminator har stillet i et af de øvrige projekter, du har arbejdet med.