Danskundervisningen vægter både den sproglige, det litterære og det mediemæssige stofområde. Undervisningen bygger på et tæt samspil mellem de tre stofområder.
Inden for det sproglige stofområde arbejder I med sproglige udtryksfærdigheder, sproglig viden og sprogiagttagelse, herunder: udtale, ordforråd, grammatik, sproghandling, mundtlig og skriftlig retorisk praksis samt kommunikation.
Inden for det litterære stofområde arbejder I med et bredt udvalg af litterære tekster og andre udtryksformer, herunder:
- tekster fra før 1900
- et historisk bredt og genremæssigt varieret udvalg af tekster fra 1900 til i dag, herunder realistiske og modernistiske tekster
- mindst tre værker blandt kategorierne roman, drama, novelle- og digtsamling, heriblandt et fra tiden før 1945
Du vil møde tekster i folkevisegenren og tekster af centrale danske forfattere gennem tiderne.
Inden for det mediemæssige stofområde arbejder I med udtryksformer i trykte og elektroniske medier. I stofområdet indgår et værk i form af et større afrundet medieprodukt.
Der inddrages supplerende stof i undervisningen.
Undervisningen veksler mellem klasseundervisning, projektorienteret undervisning og gruppearbejde. Der tages i undervisningen individuelle hensyn. It inddrages i undervisningen i forbindelse med informationssøgning og sprogindlæring og som skriveredskab.
Der foretages en løbende evaluering af dit arbejde og dit faglige niveau.