På husholdnings- og håndarbejdsskoler er mere end en tredjedel af undervisningen sunde og kreative fag, og der er fokus på sammenhængen mellem teori og praksis, også i de klassiske 10. klasses fag.
Et kursus varer normalt 12-20 eller 41 uger. De fleste udbyder 10. klasse, som normalt varer ca. 40 uger.
Skolerne vælger selv, hvilke fag og emneområder de vil tilbyde, men undervisningen skal være inden for følgende fagområder:
-
Mad
-
Design
-
Krop
-
Pædagogik
-
Håndværk
-
Forbrugerøkonomi
Undervisningen er praktisk lagt an, også i de teoretiske fag. Det betyder fx, at matematik ikke kun foregår som traditionel klasseundervisning, men også foregår i skolekøkkenet og i designlokalet. Man kan også opleve, at dansk og engelsk kan være lagt ind i fagene Krop og Idræt.
Der kan også være undervisning i andre almene fag som fx samfundsfag, it, psykologi og miljø.
Ud over den almindelige undervisning tilbyder mange af skolerne forskellige fritidsaktiviteter som sport, musik, teater, film, ridning, foredrag og ekskursioner.
Eksamen
På de fleste skoler kan du tage folkeskolens 10. klasseprøver. Du får desuden altid et fagskolebevis, der viser, hvilke fag du har haft. Fagskolebeviset dokumenterer blandt andet dine evner i de praktiske fag.
På vej mod ungdomsuddannelse og job
På alle husholdnings- og håndarbejdsskoler kan du få vejledning i forhold til valg af uddannelse og fremtidigt job. De fleste skoler giver dig mulighed for at besøge ungdomsuddannelser, men du kan også få mulighed for at komme i praktik for at prøve ønskejobbet af.
Bo på skolen
På skolerne bor man på én- og tosengsværelser og spiser sammen med lærerne og det øvrige personale. Du kan dog også bo uden for skolen og deltage i undervisningen som dagelev.
Husholdnings- og håndarbejdsskolerne er private skoler, der er godkendte af Ministeriet for Børn og Undervisning. De hører til de frie skoler og har frihed til at tilrettelægge undervisningen efter det livssyn og de holdninger, de ønsker. Derfor bør du undersøge, hvad skolerne står for, før du tilmelder dig.
Skolerne ligger i: Odense, Grindsted, Hadsten, Holte, Rødding, Svendborg, Sorø, Struer, Vejle, Vordingborg og Aarhus.