Uddannelsen giver en grundlæggende viden om sundhed, ernæring og madlavning. Du skal kunne sammensætte menuer og vide noget om drikkevarer. Du skal også lære, hvordan man betjener kunder. Og så skal du lære at arbejde i team.
Uddannelsen veksler mellem skole og praktik. På skolen skal du bl.a. have undervisning i ernæringslære, salg og service, køkkenpraktik samt produktionshygiejne.
Men du skal også have fag som engelsk (ikke som gastronomiassistent), regning og kalkulation samt læring, kommunikation og samarbejde.
Du kan afslutte som gastronomiassistent, kok, cater eller smørrebrødsjomfru.
Som gastronomiassistent lærer du at foretage alle de rutineprægede opgaver i et moderne restaurationskøkken.
Som kok lærer du at planlægge indkøb, opbevaring og tilberedning af mad. Du fordyber dig i de forskellige tilberedningsmetoder og råvaresammensætninger, og du lærer om drikkevarer.
Som cater lærer du at indgå i hele det praktiske forløb med fremstilling og salg af madretter. Du lærer fx om indkøb, tilberedning, servering, afrydning, opvask og rengøring.
Som smørrebrødsjomfru lærer du både om indkøb og kontrol af råvarer og om kogning, stegning, tilberedning og anretning af kød, fisk og andre forskellige typer pålæg.
På hjemmesiden www.elevplan.dk kan du læse mere om de enkelte fag på uddannelsen, og se hvilke skoler der udbyder de enkelte specialer.