Elev på uddannelsen i maritime håndværksfag
Erhvervsuddannelse (EUD)

Maritime håndværksfag

På uddannelsen kan du blive bådebygger eller sejlmager. Som bådebygger lærer du at bygge i glasfiber og træ. Som sejlmager lærer du at lave sejl, kalecher, presenninger og tovværk.

Fakta

Navn:
Maritime håndværksfag
Varighed:
4 år 6 mdr.
Trin og specialer:
Bådebygger og sejlmager
Adgangskrav til grundforløb:
Folkeskolens afgangseksamen el. tilsvarende med karakteren 2,0 i dansk og matematik
Overgangskrav til hovedforløb:
Vær opmærksom på, at der er specifikke krav ved overgangen til hovedforløbet
Skoleoplæring:
Ingen mulighed for skoleoplæring
Økonomi:
SU og lærlingeløn
Muligheder for at læse videre:
Du får adgang til flere videregående uddannelser
Den blå farve i barometeret viser, at der er adgang til flere videregående uddannelser
Læs mere i afsnittet Mere uddannelse

Du lærer at designe og formgive og at vælge mellem forskellige metoder til produktion af både og sejl.

Du lærer om materialers egenskaber og om det tekniske håndelag, det skal til for at fremstille og reparere både og sejl.

Som bådebygger kan du ansættes i virksomheder, der bygger, reparerer og sælger skibe, både og udstyr. Som sejlmager kan du ansættes i virksomheder der fremstiller, reparerer og sikrer kvaliteten af sejl. Du kan også starte egen virksomhed.

Foto: Getty Images

Fold alle afsnit ud

Om uddannelsen

Uddannelsen giver dig en grundlæggende viden om materialer og udstyr til at bygge, reparere og vedligeholde både, skibe, sejl, kalecher og presenninger. Du lærer at bruge de rigtige værktøjer og maskiner til arbejdet. Derudover lærer du om form og design.

På uddannelsen bliver der lagt vægt på arbejdsmiljøet, og hvordan man beskytter sig, så sikkerheden er i orden.

Uddannelsens specialer

Uddannelsen indeholder to specialer, og du kan afslutte som henholdsvis bådebygger og sejlmager.

  • Bådebygger: Du lærer om de materialer og teknikker, der bruges til at bygge og behandle lystbåde og fx fiskekuttere. Du lærer at bygge en båd efter tegning og selv lave tegninger og beregninger til fremstillingen. Vedligeholdelse og reparation af både og udstyret på både er også vigtige områder.
  • Sejlmager: Du lærer forskellige metoder til at skære og sy eller svejse sejl og fx kalecher, der bruges til at skærme for vand, sol og regn på båden. Du lærer at designe og vælge materialer samt at bruge computerprogrammer både til design og fremstilling. Du får også erfaring med at udføre tov- og wirearbejder. Du skal kunne lide at sejle, da du som regel selv tester sejlet ombord.

Ligegyldigt hvilket speciale du vælger, kræver det håndværksmæssig snilde, præcision og teknisk indsigt.

Løn, job og trivsel

  • Hvad tjener man som nyuddannet?
  • Er der gode beskæftigelsesmuligheder?
  • Trives eleverne på uddannelsen?
  • Hvordan er køns- og aldersfordelingen?

Tjek fakta om uddannelsen, før du vælger, eller sammenlign uddannelser.

Gå til Uddannelsen i tal

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem forskellige specialer.

Figuren viser det fulde uddannelsesforløb, herunder grundforløbets 1. og 2. del.

Fag

På skolen lærer du bl.a. om:

  • Fremstilling og montering af skrog, dæk og udstyr
  • Reparationer
  • Materialers egenskaber
  • Tegning i hånden og digitalt
  • Fremstilling, måltagning og skæring af sejl, kalecher og presenninger
  • Syning, limning og svejsning
  • Iværksætteri og innovation

Du skal også have fag som engelsk, dansk og matematik, som indgår naturligt i andre fag.

Oplæring

På lærepladsen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på en arbejdsplads. Der er ikke mulighed for at komme i skoleoplæring.

Du afslutter uddannelsen maritime håndværksfag med en svendeprøve.

Er uddannelsen noget for mig?

Hvis du er usikker på, om uddannelsen passer til dig, kan du her få en idé om, hvad der er vigtigt på uddannelsen.

Listen nedenfor hjælper dig med at vurdere, om uddannelsen passer til dine interesser og forventninger. Det er ikke krav, men vigtige punkter at overveje. 

Overvej fx, om du:

  • Har fysik og helbred til hårdt fysisk arbejde
  • Er indstillet på ofte at arbejde i dårlige arbejdsstillinger, som kan belaste arme, ben og ryg
  • Har lyst til at arbejde med it, teknik, maskiner og materialer
  • Kan læse og forstå arbejdsbeskrivelser og arbejdstegninger
  • Er indstillet på at arbejde udendørs

Adgangskrav

Der er adgangskrav til erhvervsuddannelsens grundforløb. Der er også specifikke overgangsskrav, som du skal opfylde, inden du kan gå videre til hovedforløbet.

Adgangskrav til grundforløbet

For at begynde på en erhvervsuddannelses grundforløb skal du opfylde følgende krav:

  • Du skal have bestået folkeskolens afgangseksamen eller en tilsvarende prøve
  • Du skal have fået mindst 2,0 i gennemsnitskarakter i både dansk og matematik til afgangseksamen i 9. eller 10. klasse eller en tilsvarende prøve

Kommer du direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du desuden være vurderet uddannelsesparat og have indsendt din studievalgsportfolio sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Hvis du har en uddannelsesaftale med en virksomhed, opfylder du adgangskravene til en erhvervsuddannelse. Du skal dog altid have opfyldt din undervisningspligt.

Læs mere i Adgangskrav til erhvervsuddannelserne

Overgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du i løbet af grundforløbet have bestået fagene:

  • Dansk på E-niveau
  • Engelsk på E-niveau
  • Matematik på E-niveau
  • Fysik på F-niveau

Du skal desuden have taget certifikat i nedenstående, som du undervises i på grundforløbet:

  • Arbejdsmiljø og sikkerhed ved svejsning og termisk skæring
  • Førstehjælp på mellemniveau
  • Elementær brandbekæmpelse
  • Arbejde med epoxy og isocyanater
  • Sikkerhed ved polyesterstøbning

For at starte på uddannelsens hovedforløb skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Ansøgning og optagelse

Der er flere måder at begynde en erhvervsuddannelse på. Måden afhænger af din alder og baggrund, når du starter. Læs her, hvordan du kommer i gang, når du er under 25 år.

Du går i 9. eller 10. klasse

Hvis du vil i gang lige efter 9. eller 10. klasse, skal du søge ind på grundforløbets 1. del (GF1).

Ansøgning: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse

Hvis du er gået ud af 9. eller 10. klasse og er under 25 år, kan du vælge mellem følgende muligheder:


De samme muligheder gælder for dig, der har taget forberedende grunduddannelse (FGU) i løbet af de 2 år.

Hvis du har taget gymnasial uddannelse i mere end 1 år, skal du altid søge ind på grundforløbets 2. del.

Ansøgning til GF1: Du skal ansøge senest 1. marts via Optagelse.dk. Grundforløbets 1. del starter typisk i august måned.

Ansøgning til GF2: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du er gået ud af 9. eller 10. klasse for mere end 2 år siden

Er det mere end 2 år siden, at du gik ud af 9. eller 10. klasse, og er du under 25 år, gælder følgende:

  • Du skal søge ind på grundforløbets 2. del (GF2)
     
  • Du kan evt. også starte i grundforløb plus (GF+). Det er for dig, som har brug for afklaring eller skoleundervisning, før du beslutter dig for uddannelsen. Efter grundforløb plus går du videre på grundforløbets 2. del.


Ansøgning til GF2 eller GF+: Der kan være uddannelsesstart flere gange om året, typisk august og januar. Kontakt skolen eller tjek skolens hjemmeside for at få information om ansøgningsfrist. Du ansøger via  Optagelse.dk.


Du har en uddannelsesaftale

  • Hvis du har skaffet en læreplads og lavet en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver, skal du typisk starte i grundforløbets 2. del (GF2). Hvis din uddannelsesaftale dækker grundforløb plus (GF+), starter du med dette forløb.
     
  • Hvis din uddannelsesaftale dækker både grundforløb og hovedforløb, kan du aftale at begynde din uddannelse på lærepladsen. Læs mere i Skolevejen og lærepladsvejen.
     
  • Hvis du har en aftale om Ny mesterlære, kan du erstatte meste af skoleundervisningen på grundforløbet med praktisk oplæring på en arbejdsplads.
     

Skoletilmelding: Arbejdsgiveren sender din uddannelsesaftale eller Ny mesterlæreaftale til erhvervsskolen. Aftalen fungerer som skoletilmelding.


Du er fyldt 25 år

Er du fyldt 25 år, skal du søge ind på erhvervsuddannelse for voksne, euv. Se afsnittet Erhvervsuddannelse for voksne.

Uddannelsessteder

Hvis du vil se, hvor du kan tage din erhvervsuddannelse, kan du bruge UG-værktøjet Erhvervsuddannelseskortet.

Grundforløb

Se kortet over skoler, der udbyder grundforløbets 2. del

Hovedforløb

Se kortet over skoler, der udbyder hovedforløb

Mere om Erhvervsuddannelseskortet

Du kan også finde andre forløb på Erhvervsuddannelseskortet. Læs om hvordan du bruger kortet i artiklen Erhvervsuddannelseskortet.

Find en læreplads

Du skal selv finde en læreplads og indgå en skriftlig uddannelsesaftale med lærestedet. Du vil få hjælp og vejledning fra erhvervsskolen. Læs mere i Sådan søger du læreplads.

Lærepladsen.dk

På www.lærepladsen.dk kan du finde ledige lærepladser. Du kan også se, hvilke virksomheder der er godkendt til at oprette lærepladser.

Når du er startet på erhvervsskolen, kan du oprette din egen profil på Min side og få besked om ledige lærepladser, der matcher dine ønsker.

Der er ikke mulighed for skoleoplæring. Hvis du ikke kan finde en læreplads, har du garanti for at kunne gennemføre en anden erhvervsuddannelse med bedre muligheder for at få læreplads. Læs mere om Uddannelsesgaranti.

Erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er fyldt 25 år, tager du en særligt tilrettelagt erhvervsuddannelse for voksne (euv). Uddannelsen tilrettelægges på baggrund af en kompetencevurdering, dvs. en vurdering af den uddannelse og erfaring, du allerede har. Din uddannelse bliver dermed i de fleste tilfælde kortere. Læs mere om euv i Erhvervsuddannelser for voksne.

Hvis du er fyldt 25 år, kan du evt. blive ansat som voksenlærling til en forhøjet lærlingeløn. Læs om muligheder og betingelser i Voksenlærling.

Økonomi

Du får løn eller anden økonomisk støtte under uddannelsen.

Lærlingeløn

Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale træder i kraft, både i læreplads- og skoleperioderne. Beløbet afhænger af, om du er under eller over 25 år.

  • Er du under 25 år, er din startløn som lærling typisk ca. dobbelt så høj som SU for udeboende over 20 år. Din lærlingeløn stiger, mens du er under uddannelse.
  • Er du 25 år eller derover, er din startløn som lærling typisk højere. Den vil som regel ligge på niveau med den minimumsløn, som er aftalt for voksne på området.

Lærlingelønnen er aftalt mellem arbejdsgiverorganisationen og den faglige organisation på området.

Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn på grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år. 

Læs mere i Økonomi under erhvervsuddannelsen

Læs om SU

 

Jobmuligheder

Både sejlmagere og bådebyggere kommer som regel til at arbejde med lystbåde. Det kan enten være til fritidssejlads eller til professionel sejlsport.

Som sejlmager ansættes du som regel i mindre sejlmagerier, men du kan også finde arbejde i andre brancher, der arbejder med sejl og presenninger, eller på fabrikker, der fx fremstiller campingudstyr.

Som bådebygger arbejder du på bådeværft eller som selvstændig.

Læs mere under Mulige job.

Mere uddannelse

Når du har afsluttet din erhvervsuddannelse, har du mulighed for at videreuddanne dig.

Videregående uddannelse

Uddannelsen i maritime håndværksfag giver adgang til flere videregående uddannelser på fuld tid. Find dem i UG-værktøjet Adgangskortet.

Gå til Adgangskortet

  • Husk at vælge dit speciale i værktøjet samt evt. eux
  • Vælg en kategori, og se dine muligheder

Læs mere i artiklen Videregående uddannelse efter erhvervsuddannelsen

Efter- og videreuddannelse

AMU-kurser

Som bådebygger eller sejlmager kan du efteruddanne dig med korte, kompetencegivende AMU-kurser.


Akademiuddannelse

Når du har fået erhvervserfaring, kan du også efteruddanne dig med en akademiuddannelse. Akademiuddannelser er videregående uddannelser, som du kan tage på deltid.

Se akademiuddannelser

Kvalifikationsniveau

Uddannelsen er placeret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Kvalifikationsrammen går fra niveau 1-8 og definerer det forventede udbytte af undervisningen. Læs mere om Kvalifikationsniveauer for ungdomsuddannelser.

Få mere at vide

Fagligt udvalg:
Metalindustriens Uddannelsesudvalg www.iu.dk

Uddannelsens veje

Uddannelsessteder

På uddannelsesstedernes hjemmesider kan du finde mere information

Inspiration

Relevante arrangementer til denne uddannelse: 2

alle erhvervsuddannelser
alle erhvervsuddannelser

Se en oversigt over alle erhvervsuddannelser.

Zoom ind og sammenlign uddannelser.