Uddannelsen til klinisk tandtekniker er en 2-årig kort videregående uddannelse, der bygger videre på det 2½-årige forløb til tandtekniker i aftagelig protetik på erhvervsuddannelsen til laboratorietandtekniker. Det samlede uddannelsesforløb varer i alt 4½ år.
Under uddannelsen lærer du at tage aftryk på patienterne til tandproteser, at fremstille dem samt at indsætte og tilpasse de færdige proteser.
Undervisningsforløbet indeholder både teori og praktik. Det er opdelt i fire semestre. Hvert semester er på 16 uger med ca. 32 timers undervisning om ugen.
Uddannelsens hovedelementer er:
- biologiske og medicinske fag som fx anatomi, fysiologi og tandmorfologi (læren om tændernes form og bygning)
- samfunds- og adfærdsfag som fx psykologi, sociologi, retsodontologi og ergonomi
- kliniske fag som fx bidfunktionslære, oral gerontologi og diagnostik, protetik, laboratoriearbejde og patientbehandling
Undervisningen veksler mellem forelæsninger, gruppeundervisning, laboratoriearbejde, kliniske øvelser og patientbehandling. I nogle af de teoretiske fag er der undervisning sammen med tandplejer- og tandlægestuderende.
Det første halve år øver de studerende sig på hinanden. Du får herefter tildelt udvalgte patienter til protesebehandling. Behandlingen foregår i skolens klinikker på faste kliniktider (3 timer dagligt) sammen med uddannelsens kliniske lærere, der tillige fungerer som undervisere i en del af læsefagene.
Du har 6-7 timers undervisning på skolen dagligt. Al undervisning er obligatorisk, og du må regne med også at have en del hjemmearbejde.
Det frarådes at søge ind på den kliniske tandteknikeruddannelse, hvis du har en svag ryg, hud- eller gigtlidelser. Arbejdsstillingerne er belastende, og hyppig håndvask og brug af specielle rengøringsmidler og medikamenter kan virke hudirriterende.
Uddannelsen foregår i Århus.
Eksamen
De vigtigste fag afslutter du med eksamen i form af skriftlige og mundtlige prøver. I de fag, der ikke kræver eksamen, får du en kursusattest, når du har gennemført undervisningen tilfredsstillende.
Antal færdiguddannede
I 2007 fuldførte 10 uddannelsen. 98 procent af dem, der begyndte uddannelsen i 2007, forventes at fuldføre den. Se forklaring på tallene.