På uddannelsen til multimediedesigner kommer du til at arbejde professionelt med at udarbejde hjemmesider og produktion på cd-rom og dvd.
Uddannelsen varer 2 år og består af obligatoriske elementer, valgfrie elementer og en praktikperiode.
De obligatoriske elementer bliver tilrettelagt inden for kerneområderne:
- Virksomheden, herunder innovation, forretningsforståelse og projektledelse.
- Kommunikation og formidling, herunder kommunikationsstrategi og formidling, markedsføring, mediesociologi og brugertest.
- Design og visualisering, herunder digitalt design og æstetik, proces og metode samt digitale medieudtryk.
- Interaktionsudvikling, herunder design, produktion, vedligeholdelse og produktion af multimedieproduktioner.
I løbet af uddannelsen lærer du at forstå organisationsstrukturer og -processer i forbindelse med multimedieudvikling. Du arbejder tværfagligt med bl.a. andet kommunikations- og formidlingsteorier, opbygning af web-sider, grafisk design, audio/video og 3D-animation, æstetik, markedsføring, journalistik, it-systemer og datakommunikation.
Under de valgfrie elementer specialiserer du dig gennem en konkret opgave inden for multimedieområdet. Opgaven udgør samtidig det afsluttende eksamensprojekt.
Undervisningen veksler mellem holdundervisning, forelæsninger, projektopgaver og teamarbejde.
Der en indlagt et 3-måneders praktikforløb i en eller flere virksomheder. Praktikforløbet skal kunne danne grundlag for det afsluttende eksamensprojekt.
Uddannelsen udbydes også på engelsk ved flere skoler.
Den foregår i Esbjerg, Herning, Kolding, København, Køge, Lyngby, Nykøbing Falster, Odense, Slagelse, Viby J, Aalborg og Århus.
Eksamen
Du færdiggør uddannelsen med det afsluttende eksamensprojekt - herunder et mundtligt forsvar af opgaven.
Antal færdiguddannede
I 2008 fuldførte 548 uddannelsen. Fuldførelsesprocenten for 2008 er ikke opgivet. Se forklaring på tallene.