Foto af projektarbejde
Artikel

Om diplomuddannelser

Diplomuddannelser er videregående uddannelser, man kan tage på deltid.

Uddannelserne henvender sig til voksne med erhvervserfaring. Som hovedregel skal man desuden have en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse for at blive optaget.

Har du en kort videregående uddannelse, fx fra et erhvervsakademi, kan du altså bygge ovenpå og videreuddanne dig med en diplomuddannelse. Har du allerede en professions- eller universitetsbachelor, kan du specialisere eller ajourføre dig fagligt med enkelte moduler.

Fold alle afsnit ud

Erhvervsrettede og videregående uddannelser

Diplomuddannelser er erhvervsrettede uddannelser. De kombinerer teori med praksis og tager udgangspunkt i den arbejdserfaring, man kommer til studiet med.

Desuden er de tilrettelagt, så du kan beholde dit job, mens du videreuddanner dig.

Uddannelserne hører til det, man kalder ”videreuddannelsessystemet for voksne” og svarer i niveau til professionsbachelor- eller universitetsbacheloruddannelserne, der er fuldtidsuddannelser.

Videre med en diplomuddannelse

Vil du læse videre, kan en diplomuddannelse – sammen med din erhvervserfaring – give adgang til at søge ind på relevante masteruddannelser.

Struktur og varighed

Uddannelserne består af moduler, som man kan tage enkeltvis eller stykke sammen til en fuld diplomuddannelse. Hvert enkelt fagmodul har et omfang af 5 til 10 ECTS, mens det afsluttende projekt vægter 15 ECTS.

Et modul varer typisk et semester på deltid, men kan også tilrettelægges som et mere koncentreret forløb over få uger.

En hel diplomuddannelse har et omfang af 60 ECTS svarende til et års studium på fuld tid. På deltid varer uddannelsen typisk 3 år. Uddannelsen skal være afsluttet efter senest 6 år.

Flere diplomuddannelser giver mulighed for, at man toner sin uddannelse i en bestemt retning, der matcher erhverv og jobfunktion. Det er dog ikke et krav. Man kan afslutte sin diplomuddannelse uden retning.

Fleksibel opbygning

Mange af diplomuddannelserne har en fælles bekendtgørelse, som giver fleksible rammer for, at du kan sammensætte den uddannelse, der passer bedst til dit formål.

I et vist omfang er det muligt at tage valgfag fra andre diplomuddannelser og oven i købet kombinere fag fra forskellige fagområder, dog højst 15 ECTS. Studerende i tværgående jobfunktioner kan på den måde sammensætte en uddannelse, der tilgodeser deres jobprofil.

Ønsker du et helt individuelt forløb, kan en diplomuddannelse tilrettelægges som et fleksibelt forløb. Kontakt uddannelsesstedet, og hør om mulighederne for at sammensætte fag og evt. tilrettelægge dit eget forløb.

Diplomuddannelsernes opbygning *)
Uden retningMed retning

Obligatoriske fag

Mindst 15 ECTS

Obligatoriske fag

Mindst 15 ECTS

Valgfag

Mindst 5 og maksimum 30 ECTS

Retningsspecifikke fag + valgfag

Mindst 15 og maksimum 30 ECTS

Afgangsprojekt

15 ECTS

Afgangsprojekt

15 ECTS

Samlet 60 ECTSSamlet 60 ECTS

*) Enkelte diplomuddannelser, nemlig HD, Forsvarets militære diplomuddannelse og en række diplomuddannelser på det kunstneriske område, har særskilte bekendtgørelser, der ikke umiddelbart giver mulighed for at kombinere moduler på tværs af fagområder. Få flere oplysninger om dine muligheder på uddannelsesstedet.

Titel

En fuld diplomuddannelse på 60 ECTS giver typisk titlen Diplom, fx Diplom i ledelse.

På engelsk Diploma, fx Diploma of Leadership.

Titler inden for bestemte fagområder kan indeholde forkortelser som HD for de erhvervsøkonomiske (handelsvidenskabelige) diplomuddannelser, TD for teknologiske diplomuddannelser og PD for pædagogiske diplomuddannelser.

Desuden kan uddannelser have betegnelser som merk.d. for den merkantile diplomuddannelse, soc.d. for diplom i socialt arbejde, adm.d for Diplom i offentlig forvaltning og administration og DUEK for Diplom i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning.

Ikke en beskyttet titel

Vær opmærksom på, at diplom ikke er en beskyttet titel. Alle diplomuddannelser, du kan læse om på ug.dk, er offentligt godkendte uddannelser, som giver et niveau 6 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Men du kan godt finde diplomuddannelser på uddannelsesmarkedet i Danmark eller udlandet, som ikke har en officiel godkendelse.

Uddannelsessteder

Diplomuddannelserne udbydes af professionshøjskoler og universiteter, der tilbyder fuldtidsuddannelser inden for tilsvarende fagområder.

Nogle diplomuddannelser inden for it, ledelse og det merkantile område udbydes desuden af erhvervsakademier.

En række diplomuddannelser inden for design og musik udbydes af kunstneriske uddannelsessteder.

Få mere at vide

Danske Erhvervsakademier er de danske erhvervsakademiers fælles hjemmeside. Siden giver bl.a. overblik over, hvilke fuldtids- og deltidsuddannelser erhvervsakademierne udbyder.

SmartLearning er erhvervsakademiernes fælles indgang til online udbud af akademiuddannelser og diplomuddannelser.

Danske diplomuddannelser er en fælles hjemmeside for udbydere af diplomuddannelser. Siden giver link til uddannelsessteder og seneste studieordninger, men indeholder ikke information om alle diplomuddannelser i Danmark.

Inspiration

hvad er voksenuddannelse?
hvad er voksenuddannelse?

Læs mere om, hvad voksenuddannelser er, og hvad de kan bruges til.

studerende på professionsbacheloruddannelse
studerende på professionsbacheloruddannelse

Professionshøjskolerne kan udbyde enkeltfag fra deres fuldtidsuddannelser.

IKV til AU og diplom
IKV til AU og diplom

Vurdering af kompetencer til akademi- og diplomuddannelser.