Deltagerne styrkes i at kunne begå sig på det danske arbejdsmarked ud fra et basalt kendskab til regler og aftaler, rettigheder og pligter vedrørende eksempelvis løn, ferie og sygdom, der er relevante for den pågældende branche og generelt på arbejdsmarkedet. Deltagerne kender til nogle af de karakteristiske træk ved det danske arbejdsmarked og den branche, de arbejder eller skal arbejde indenfor. Deltagerne har kendskab til typiske måder at organisere arbejdet inden for den relevante branche/jobområde, herunder typiske relationer og omgangsformer mellem ledere og medarbejdere og kolleger imellem, så de lettere kan begå sig i dagligdagen på arbejdspladsen. Deltagerne har elementær forståelse for arbejdsmiljø- og sikkerhedsmæssige krav, der er gældende for branchen/jobområdet, så de kan udføre arbejdsopgaver under hensyn til gældende regler.