Efter gennemført uddannelse kan deltageren ved hjælp af RTM vakuuminjektionsstøbning gennemføre en støbeproces med formbehandling, klargøring og ilægning af armerings- og kernematerialer til injektion af polyesterbaserede resintyper, i dobbelt- eller enkeltforme med tilhørende baggingmaterialer. Deltageren kan klargøre forme med formplejematerialer, aftapning og håndgelcoattering og kan udvælge og oplægge armeringsmaterialer til massive laminater. Deltageren kan udvælge kernematerialer ud fra deres materiale- og vakuumtekniske egenskaber samt bearbejde og oplægge disse til færdige sandwichkonstruktioner. Deltageren kan gennemføre et injektionsforløb med blande-, hjælpe- og vakuumudstyr til færdigt emne og efterfølgende optimere processen. Deltageren kan udføre afformning, kontrol, fejlretning og bearbejdning af emner iht. emnespecifikation samt håndtere proces og materialer på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.