Uddannelsen giver teoretisk og praktisk indsigt i voksenpædagogik. Den består af to dele. Hver del svarer til 1/2 årsværk.
1. del omfatter almen voksenpædagogik, voksenpsykologi og uddannelsessystemet for voksne.
På 2. del vælger du et emne, som du fordyber dig i. Det kan være en bestemt uddannelse for voksne eller en særlig problemstilling inden for voksenpædagogik.
På uddannelsen arbejdes der med udgangspunkt i deltagernes erfaringer med temaer, problemstillinger og handlemuligheder inden for en række fagområder.
Undervisningen bygger på deltagernes erfaringer og interesser for voksenpædagogik.
De enkelte uddannelsessteder fastlægger det nærmere indhold af undervisningen inden for de generelle rammer.
Undervisningen tilrettelægges ofte tværfagligt og temaorienteret, hvor de enkelte fagområder er integreret.
I undervisningen indgår en række obligatoriske opgaver på 1. del. Du afslutter uddannelsen på 2. del med en større opgave inden for det emne, du har valgt.
Uddannelsen kan udbydes på professionshøjskoler og voksenpædagogiske centre rundt om i landet, bl.a. i København og Aarhus, og ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik i København.
Eksamen
Du afslutter både 1. og 2. del med bedømmelse, hvor der medvirker ekstern censor. Du får både på 1. og 2. del bestået/ikke bestået. Projekterne indgår i bedømmelsen. Der udstedes eksamensbevis, hvis begge dele af uddannelsen er bestået.
Værd at vide
Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) kan tilrettelægge særlige forløb for forsvarets kørelærere, for medarbejdere ved søfartsuddannelser og Banedanmark og for handelsskolelærere.