Rudolf Steiner er en pædagoguddannelse og er et 3-årigt fuldtidsstudium, der veksler mellem teori og praktik. Den sigter på at uddanne pædagoger, der kan arbejde i hele det pædagogiske felt. Der er i alt 76 ugers teori og 44 ugers praktik. Hvert uddannelsesår er på 40 uger med undervisning 30 timer om ugen.
Undervisningen indeholder teoretiske, kunstneriske og metodiske fag. De teoretiske fag er opdelt i perioder med emner som fx pædagogik, psykologi, pædagogikkens historie, kulturhistorie, musikteori, sundheds- og sygdomslære, eventyrfortolkning, farvelære og socialfag.
De kunstneriske fag er fx sprogformning/dramatik, tegning, musik, modellering og sanglege.
De metodiske fag er fx praktisk pædagogik, eventyr- og historiefortælling og fremstilling af legetøj.
Praktikken foregår overvejende på Rudolf Steiner-institutioner.
Eksamen
Efter første og andet år skal du aflevere en skriftlig teoretisk opgave og praktikopgaver. Det sidste år skriver du en specialopgave og en dertil hørende praktisk eller kunstnerisk opgave med et selvvalgt emne. Specialopgaven er grundlag for den afsluttende eksamen. Når uddannelsesforløbet er godkendt, får du diplom som Steiner-pædagog.