Bemærk: Uddannelsen har fået ny bekendtgørelse med virkning for studerende, der påbegynder en akademiuddannelse efter den 1. juli 2012. Denne beskrivelse omhandler uddannelsen efter den gamle bekendtgørelse. Artiklen opdateres, når der foreligger en ny studieordning.
Modulet indeholder emnerne:
Projektorganisatoriske grundelementer og sammenhænge, hvor du lærer om betydningen af projektets forankring i organisationen samt at argumentere for og analysere projektorganisatoriske grundelementer og sammenhænge ved indholdet af: Projektopgaven - Omgivelser - Ressourcer - Interessenter og Projektledelse i samspil.
Projekttyper, hvor du lærer om projektporteføljens indhold af flere projekttyper og deres strukturer, der hver for sig medvirker til virksomhedens/organisationens udbytte af arbejdet med projekter og projektarbejdsformen. Desuden lærer du at argumentere for betydningen af Udredningsprojektet til problemafklaring.
Projektetableringen og -mandat, hvor du får forudsætninger for at analysere eksterne som interne interessenter og deres succeskriterier, og du lærer på baggrund af succeskrav/-kriterier til projektet at analysere etableringen af projektmandatet med dets indhold af: Projektmål - Kvalitetskrav - Tidshorisont - Bidrag til organisationen - Økonomi.
Projektmål, hvor du lærer at opstille/nedbryde projektet i målbare hoved- og delmål eller faser.
Projektorganisation, hvor du på baggrund af opdelingen i projektmål, hoved-/delmål eller faser lærer at analysere projektorganisationens etablering som det aktuelle projekts arbejdsbase.
Tidsestimering og dennes betydning for projektmål, hvor du lærer at analysere den realistiske tidsestimering af hoved- og delmål samt anvende/gennemføre informationsindsamling og analogivurdering i processen med tidsestimering. Du anvender fx tidsbaserede skemaer som Gant-kort og kritisk vej.
Rapportering, opfølgning (inkl. økonomi) og kvalitetssikring, hvor du lærer at anvende rapportering på mål og målpunkter og følge op på, at det givne krav til kvalitet opnås.
Risikovurdering og evaluering, hvor du får forudsætninger for iterativt at analysere og evaluere et projekt for sårbarheder og forstå den vitale betydning af risikovurdering på projektets forskellige udviklingstrin for således at sikre fremdrift i projektet.
Projektledelse, hvor du får forudsætninger for at medvirke i ledelse af et projekt samt kendskab til grundlæggende ledelsesmæssige værktøjer.
Undervisningsformen kan variere. Se holdinformationen.
Uddannelsen kan udbydes af erhvervsakademier flere steder.
Eksamen
Der afholdes prøve efter hvert modul. Hele uddannelsen afsluttes med en eksamen.
Værd at vide
Modulet kan indgå som del af en merkonom- eller teknonomuddannelse.